Den nye bypark i Gellerup danner d. 25.-26. august rammen om Stafet for Livet, der arrangeres i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse. Man kan slendre, gå eller løbe alt efter temperament. Stafet for Livet er både en markering af kampen mod kræft, og et arrangement der har til formål at samle beboere fra hele Brabrand om fællesskab og fysisk aktivitet.
Yallah.dk, Beredskabet og Brabrand-Årslev Fællesråd er blandt de senest tilkomne hold, der har tilmeldt sig Stafet for Livet. Antallet af deltagende hold nærmer sig 15, der i februar blev sat som et meget ambitiøst mål. Hvis det kan lykkes, vil det være 50% flere end i 2017. Det mål er nu inden for rækkevidde, fortæller formand for Stafet for Live Brabrand, Helle Hansen.
Siden februar har hun sammen med den øvrige gruppe af frivillige fra Gellerup og andre dele af Brabrand arbejdet med arrangementet af Stafet for Livet. Det er anden gang, stafetten foregår i Brabrand. Sidste år foregik den et par hundrede meter nordligere, ved Foreningernes Hus.
Gellerup Milen
Med udgangspunkt i det grønne område mellem Nordgårdhallen og Gellerup Bibliotek bliver der mulighed for at gå eller løbe flere forskellige ruter i området i og omkring den nye bypark. Den lange rute, den såkaldte Gellerup Mile, bliver på cirka 1600 meter, der vil føre deltagerne godt rundt i hele området. Desuden bliver der to kortere ruter, hvis man ikke ønsker at gå eller løbe så langt.
Det hele går løs lørdag d. 25. August kl. 11.00 og fortsætter i 24 timer for at markere, at kampen mod kræft foregår døgnet rundt. Flere af de deltagende hold stiller med et stort antal deltagere og satser på at være i gang hele døgnet. Andre hold kommer med færre deltagere og er med i nogle timer.
Hvis du har lyst til at være med, kan du tilmelde dig på arrangementets hjemmeside, hvor du enten kan tilmelde dig et af de eksisterende hold eller oprette et nyt hold. Du kan også møde op på dagen og tilmelde dig dér. Det koster 100 kroner at være med. Pengene går til Kræftens Bekæmpelse.
Der er mulighed for at købe mad på pladsen. Lars Skrydsgaard og en række unge fra Toveshøj står for pop-op gadekøkken med alt godt fra alverdens lande.
Masser af underholdning
Til daglig ser pladsen foran Nordgårdhallen lidt trist og øde ud. Men næste lørdag kl. 11, når Stafet for Livet skydes i gang, vil pladsen være fyldt med boder og telte.
En lang række kunstnere har sagt ja til at bidrage til Stafet fra Livet Brabrand med et underholdende indslag. Blandt dem er forfatteren Brian P. Ørnbøl, som på Facebook blandt andet skrev:
“For snart mange år siden, mistede jeg min lillebror til kræft. Han blev kun 11 år – den bette knøs. Rigtig mange oplever at få sygdommen tæt ind på livet – hvad enten de selv eller pårørende bliver ramt. Under alle omstændigheder, er det en sygdom, der skaber store omvæltninger i alle involveredes liv.”
Brian P. Ørnbøl har selv tilbudt at støtte Stafet for Livet Brabrand og læser op for børn lørdag kl. 13, og for voksne samme dag kl. 18.
”Oplæsningen og de andre aktiviteter er gratis, men du kan støtte tiltaget ved at deltage i stafetten eller donere til den,” skriver Brian P. Ørnbøl.
Udpluk fra programmet
Her kommer nogle nedslag i programmet:
Lørdag
Kl. 12.00 er der middag for tidligere eller nuværende kræftramte, de såkaldte fightere
kl. 13.00 kommer forfatteren Brian P. Ørnbøl og fortæller historier for børnene. Kl. 18 kan de voksne så også hører en fortælling eller to
kl. 14.00 er der mulighed for at dekorere lys sammen med Katrine Østerhaab Kjeldmand fra Sigrids Stue. Lysene tændes ved Lyscerimonien kl. 20.30
kl. 15.00 kommer Jaffradanserne og underholder
I tidsrummet mellem kl. 14 og 17 vil forfatteren Daniel Mantel gå rundt på området omkring Nordgårdhallen sammen med to musikere og kommer med overraskende indslag.
Ved Lyscerimonien kl. 20.30 vil medlemmer af Bloch optræde, og efterfølgende kan du høre musikeren Libaan Sabrie.
Søndag
Kl. 07.30 kan du deltage i morgensangen ledet af Martin Lysholm fra Gellerup Kirke og kl. 8.00 kan du dyrke yoga.
Kvickly Åbyhøj har doneret rundstykker til søndag morgen.
Dette er blot et udsnit af de ting, der er mulighed for at se, høre eller deltage i under Stafetten, så en opfordring herfra er – mød op, meld dig på et hold eller opret dit eget hold og brug nogle timer i hyggeligt samvær med mange andre fra dit lokalområde.
Vores Brabrand er med i frivilliggruppen bag Stafet for Live Brabrand.