I tusindvis af mennesker i Brabrand og resten af Aarhus er gået aktivt ind i kampen for at redde Natursamarbejdet på Louisevej. På lidt over en uge har over 2000 skrevet under på en protest mod lukningsplanerne. Lederne af støtteaktionen inviterer nu til demonstration foran Aarhus Rådhus d. 16. november.
Aarhus Kommune skal spare over 200 mio. kr., og en stor del af pengene – 72 mio. kr. – skal findes hos Børn og Unge, der har sendt et omfattende sparekatalog i høring frem til d. 24. november.
Som Vores Brabrand skrev forleden, kan det komme til at gå ud over Natursamarbejdet på Louisevej. Selvom Naturcentret årligt har ca. 17.000 besøgende fra institutioner og skoler i hele Aarhus, vil Børn og Unge lukke aktiviteterne ned for at spare én million kroner årligt i driftsomkostninger.
Men udmeldingen har straks resulteret i massive protester fra i tusindvis af Natursamarbejdets tidligere og nuværende brugere. I løbet af 10 dage har flere end 2100 personer skrevet under på underskriftsindsamlingen ”Red Natursamarbejdet fra lukning”.
En af initiativtagerne til underskriftsindsamlingen, Anna Windfeldt Thorning, fortæller, at man håber at kunne aflevere underskrifterne personligt til rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom.
Desuden arrangeres der demonstration foran Aarhus Rådhus onsdag d. 16. november kl. 15.00, hvor politikerne mødes til byrådsmøde.
En af de mest værdifulde ressourcer
Og samtidig vælter det ind med høringssvar, hvor mange argumenterer mod en lukning af naturaktiviteterne på Louisevej.
”Natursamarbejdet er et unikt tilbud for byens børn og familier, idet der er mulighed for en autentisk naturoplevelse båret af højt engagerede medarbejdere. Der findes ikke andre steder som Natursamarbejdet i Aarhus Kommune, hvor børn og familier kan opleve får og deres nyfødte lam, nyde et unikt fugleliv og gå tur i så naturskønne omgivelser langt fra bilstøj,” lyder det i et af høringssvarene.
Ligesom i en stribe andre høringssvar opfordres politikerne i Aarhus Kommune til endnu en gang at overveje, om lukningen virkelig er den beskedne besparelse værd.
”Jeg kan ikke finde et mere værdigivende sted, med bedre naturoplevelser og engagerede formidlere. Natursamarbejdet er en af de mest værdifulde ressourcer der findes i Aarhus, det bør bevares,” skriver en anden.
Børn lærer om klima og bæredygtighed
I høringssvarene beskrives Natursamarbejdets betydning som et sted, hvor privatpersoner, skoler, institutioner kan komme og deltage i en perlerække af aktiviteter.
”Det handler om havedyrkning, økologi, pasning af dyr, madlavning, fuglekig og meget andet. Og det vil man gerne spare væk,” lyder det forundret i et andet høringssvar.
I andre høringssvar undrer man sig over, at Aarhus Kommune vil lukke Natursamarbejdet ”i den nuværende klimakrise, hvor vi er nødt til at leve mere bæredygtigt og få større forståelse for naturen, biodiversitet, fødevareproduktion, dyrevelfærd og miljøspørgsmål.”
”Stedet er et skønt, grønt åndehul, og både daginstitutioner, skoler, dagplejere og børnefamilier har utrolig stor glæde af tilbuddet, hvor de møder kompetent og relevant naturformidling. Jeg ser stor værdi i, at bybørn kan få værdifulde oplevelser i og med naturen og de dyr, der er på Natursamarbejdet.”
Samme tema berører dagtilbudsleder Lene Syberg, Brabrand Dagtilbud, i sit høringssvar: En del af børnene i Brabrands dagtilbud oplever ikke naturen på tæt hold med deres forældre:
”Vi har derfor som dagtilbud en udvidet forpligtigelse til at introducere dyr, dyrehold, omverdensforståelse og natur for børnene. Klima, miljø og bæredygtighed er en væsentlig del af kommende generationers udfordring, vi forsøger via Natursamarbejdets forløb at klæde børnene på til at kunne få forståelse for temaerne.”
Du finder sparekataloget fra Børn og Unge og høringssvarene her, og underskriftsindsamlingen mod lukningen af Natursamarbejdet finder du her.
Læs også:
Stor kommunal spareplan vil betyde lukning af Naturcenter Sølyst