Banedanmarks planer om at omdanne en af markerne ved Naturcenter Sølyst til sporarbejdsplads møder massiv modstand fra Sødalskolen, lokalområdets daginstitutioner og lokale beboere.
Gl. Brabrand–Sødalen Dagtilbud består af 10 daginstitutioner, som alle dagligt besøger Naturcenter Sølyst, spiser madpakker, snakker med dyrene og får en masse frisk luft.
Hvis Banedanmark får tilladelse til at indrette en af markerne langs alléen ned til Sølyst til arbejdsplads for renovering af skinnenettet fra Aarhus til Langå, vil det give de lokale daginstitutioner langt færre muligheder for at give børnene oplevelser udendørs, skriver Anders Lunde Jacobsen på vegne af forældrebestyrelsen for børn i de 10 institutioner.
Vores Brabrand skrev for nylig om den bekymring, beboerne i det nærliggende villakvarter på Rørsangervej har for, at den oase Sølyst er for mange daginstitutioner og skoler, vil forsvinde.
Nu har vi fået mulighed for at læse alle høringssvar, og de indeholder alle en stor bekymring og kritik af forslaget.
Bedre alternativer?
Forældrerepræsentant Anders Lunde Jacobsen kritiserer på vegne af de 10 daginstitutioner, at hverken Banedanmark eller Aarhus Kommune har spurgt institutionerne, før man gik videre med forslaget:
”Vi stiller os stærkt undrende over for, at der ikke har været dialog med skole og dagtilbud om de ulemper og begrænsningerne der vil være for børnenes udeliv i denne periode. Vi appellerer derfor også kraftigt til at genoverveje, om der ikke kan findes bedre alternative pladser i ikke bynære og institutionstunge områder”, skriver Anders Lunde Jacobsen i sit høringssvar og spørger:
”Hvis planen gennemføres, hvordan vil Aarhus Kommune kompensere skoler og institutionerne for deres manglende mulighed for at benytte Naturcenter Sølyst i perioden?”
Skolebestyrelsesformand på Sødalskolen, Heidi Sloth Hingelberg, er også helt enig med beboerne på Rørsangervej i, at en sporarbejdsplads ved Sølyst er en rigtig dårlig idé. Det vil gøre det svært for skolen at benytte Sølyst, som skolen ellers bruger næsten dagligt.
Desuden peger hun på, at støjgener fra banearbejdet kan påvirke undervisningen på Sødalskolen. Og endelig vil skolevejen for børn fra Sylbækvej og Gjellerupvej blive alt for farlig.
”Meget uhensigtsmæssigt”
Også Mobilitet, Anlæg og Drift under Aarhus Kommune, der ejer grunden, Sølyst ligger på, fraråder, at området inddrages til sporarbejdsplads.
I et høringssvar skriver Hanne Lund Steffensen fra Mobilitet, Anlæg og Drift, at arealerne til dyrehold er nødvendige for at kunne opretholde de aktiviteter der foregår på Sølyst – både aktiviteterne for børne og unge og den beskæftigelsesindsats, Sølyst varetager under ”Job i Naturen”.
”Der kommer mange børnehaver, vuggestuer og skolebørn, og det vurderes meget uhensigtsmæssigt, at kombinere disse besøg med tung transport og anlæg af sporarbejdsplads”.
Byggeri afventer Banedanmarks tilbagemelding
Hun peger desuden på, at en sporarbejdsplads også vil forhindre borgerne i at benytte stien mellem Louisevej og Gellerupvej.
Hendes kolleger i Byggeri, som behandler ansøgningen fra Banedanmark som en byggesag, ønsker endnu ikke at kommentere sagen. Byggesagsbehandler Simon Pedersen i Byggeri skriver:
”Vi afventer nu Banedanmarks tilbagemelding på høringssvarene fra naboorienteringen. Først derefter tager vi stilling til sagen. Vi har derfor ikke kommentarer til indsigelserne på nuværende tidspunkt.”
Læs også: