
Det er på flere måder nye tider for Brabrands fodboldkvinder, som i efteråret spillede med en meget lille trup. I vinterpausen har holdet fået tilgang af ca. 10 nye spillere fra arvefjenderne JAI. Det hjalp dog ikke holdet i forårets første kamp mod Aalborg Freja, der virkede skarpere og mere sammenspillede.
Selvom det i perioder har været en svær tid for Brabrand IF i kvindernes C-Liga, er forhåbningerne om at klare sig på landets tredje højeste niveau intakte.
Optimismen og energien var, som den skulle være, da holdet lørdag kl. 14 løb på banen til forårets første kamp i nedrykningsspillet. Modstanderen var Aalborg Freja, der i efteråret 2024 i den sidste kamp snuppede oprykningspladsen til landets næstbedste række for næsen af Brabrand-kvinderne.
Siden er begge hold havnet i den lidt kedelige sump, der hedder nedrykningsspillet. Og Brabrand IF ligger fra starten nederst efter et efterår, hvor holdet kun vandt en enkelt kamp.
Det skulle der ændres på fra starten – og Brabrand-spillerne kunne nærmest som noget helt nyt stille fuldt hold til kampen efter et lidt spøjst forløb tidligere på vinteren.
Konkurrenterne i bunden, JAI, måtte trække holdet ud af turneringen, da holdet mistede træneren, og det betyder, at ca. 10 af holdets spillere nu er rykket til Brabrand.
Blandt andet er nogle dygtige boldspillere rykket ind på holdet, og de blå-blusede Brabrand-spillere havde egentlig godt fat i kampen fra starten. Men alligevel bragte Aalborg-holdet sig i spidsen allerede efter et kvarters spil.
Hjemmeholdet forsøgte at komme tilbage, og det blev dat også til flere halve chancer. Men rigtig farligt blev det ikke.
Og det samme kampbillede fortsatte efter pausen: Brabrand havde bolden en stor del af tiden, men tingene hang ikke rigtig sammen. Selv når holdet kom afsted i en hurtig omstilling og havde flere muligheder for at spille sig igennem, løb muligheden ud i sandet på grund forkerte beslutninger og lidt uskarpe afleveringer.
Faktisk fik Brabrand ikke skabt en eneste reel målchancer, selvom der flere gange var optræk til det. Faktisk var gæsterne tættere på at fordoble føringen, men Brabrand holdt stand.
Gode boldspillere
Det endte dog med et 0-1-nederlag til Brabrand. Derfor ligger holdet fortsat under nedrykningsstregen i en række, hvor der efter JAI´s udtrækning nu kun skal findes én nedrykker.
“Vi gør det egentlig godt i nogle perioder, men vi er ramt i forhold til relationerne, fordi vi har fået så mange nye spillere. Vi kæmper med alt, hvad vi har, men det er det relationerne, der gør, at vi ikke har det sidste gear, sådan som nogle af de andre hold har,” sagde en af spillerne, Julie Lange, efter kampen.
“Vi har været meget presset i efteråret, men nu har vi nogle gode boldspillere, så vi skal nok til at vænne os til, at vi har bolden noget mere, og at vi skal kunne spille den bedre rundt,” sagde hun.
Julie Lange glæder sig over, at det er blevet langt sjovere at møde til træning nu, hvor truppen nærmest er blevet fordoblet.
“I efteråret stod vi ofte kun seks spillere til træning, og nu er vi mindst 20. Det er fedt, og det giver jo også noget konkurrence. Det er jo det, vi bliver bedre af,” sagde hun.
Så nu handler det om at blive ét samlet hold. Når relationerne er på plads, kommer points´ene også, håber hun.



