Vores Brabrand har været på besøg i Karen Mølgaards kælder på Hovedgaden, hvor hun har sit atelier. Her fortæller hun blandt andet om, hvordan hun overvandt skrækken for at bruge stærke farver, og hvordan billedet ofte fortæller hende, hvad hun skal gøre, hvis hun giver det lidt fred og ro.
Hun har altid elsket at ha´ en blyant i hånden og et stykke hvidt papir foran sig. Men det var først i 1994, hvor børnene var blevet store, at hun for alvor gik i gang med at udforske malerkunsten.
Hun tog blandt andet kurser på Århus Kunstakademi og fandt her roen til at fordybe sig. Og hun opdagede, at det hele handler om processen. Hvis man kun tænker på, at det skal være ”pænt”, vil resultatet sjældent blive særlig interessant.
”Mange siger, at de ikke er gode til at tegne. Men det handler ikke om at kunne tegne pænt. Jeg var så heldig at komme på et kursus, hvor vi blandt andet blev tvunget til at male med tæerne. Det var virkelig provokerende – og da vi efter mange forskellige øvelser bagefter fik lov til at lave en ”pæn” tegning, kunne vi alle se, at de var helt døde i udtrykket. Der manglede liv.”
Hun anvender næsten kun oliemaling. Det tørrer ikke så hurtigt, så man kan lade det stå lidt og gå tilbage og sætte sine fingrene i det igen, køre rundt i det med en spartel eller tage noget af malingen af igen. Det giver et mere levende resultat, forklarer hun.
Slut med farveforskrækkelsen
Hun har altid været mere til tegning og havde aldrig tænkt, at hun skulle være maler. Blandt andet fordi der var et eller andet med farverne, der var svært. Men efter mange års arbejde med farver og med god vejledning har hun ikke svært ved at bruge selv stærke farver.
”Jeg er kommet mig helt over min farveforskrækkelse. Brugen af farver rummer i det hele taget store dybder,” forklarer Karen Mølgaard.
Der kan gå meget lang tid, før hun for alvor kan bruge en farve, hun er blevet introduceret til.
”Jeg har lært, at man ikke ved noget om farven, før man har sat den næste. Jeg har også lært at bedømme en farve og tage stilling til den, ikke dømme den.”
Drevet af nysgerrighed
Hun går hen i et hjørne af atelieret og henter et maleri, hun er i gang med. Det er Bovbjerg Fyr. Det er malet i en kraftig rød farve.
”Hvis jeg ser en farve, jeg ikke rigtig kan holde af fra starten eller ved, hvordan jeg skal bruge, går jeg i gang med at udforske den. For eksempel Bovbjerg Fyr her. Det er blevet meget rødt – men sådan måtte det nødvendigvis være. Der var ingen vej uden om. Det er min drivkraft at undersøge tingene og være nysgerrig.”
Derfor vil man sjældent kunne opleve flere kunstværker af Karen Mølgaards hånd med det samme motiv. Hvis hun prøver at gentage en idé, begynder hun hurtigt at kede sig.
Hun har et eller andet med fyrtårne. Måske har det forbindelse til hendes opvækst ved Limfjorden. Vores klima, Vesterhavets bølger og ind i mellem verdens voldsomme vejr inspirerer hende.
”Jeg har altid levet ved vand. Formentlig er det den dybereliggende kilde til inspiration og lysten til at male og tegne. Både havbund, dyr og planter udgør former og farver, der i sandhed er eventyrlige. Da vandet er mit element, er det naturligt for mig at se mig omkring og finde inspiration både ved og under vandet.”
Og da hun på et tidspunkt skal udstille ved Bovbjerg Fyr, var det oplagt også at give sit bud på fyrets særegne udseende.
Billedet skal hvile sig
Med maleriet af Bovbjerg Fyr i baggrunden forklarer hun, hvordan et billedes motiv bliver til. Det er nemlig sjældent sådan, at hun kan regne det ud på forhånd:
”Nu har jeg det her fyr, men det var ikke meningen fra begyndelsen. På et tidspunkt tager det over. Men et lærred skal først ”fodres”, før det så på et tidspunkt begynder at snakke tilbage til én.”
Det véd hun. Og når hun undervejs kan være i vildrede med, hvordan hun skal gribe opgaven an, ved hun, at det ofte hjælper at lade det stå til dagen efter. Så bager hun et rugbrød eller cykler en tur rundt om Brabrand Sø.
”Billedet skal hvile sig – og det skal jeg også. Når det får lov til at være sig selv, fortæller det mig tit dagen efter, hvad jeg skal gøre. Jeg kan være træt af det i dag, men jeg ved, at det sikkert vil lykkes i morgen. Det skal nok ende godt.”
Hun understreger, at selv om man er meget fordybet i arbejdet, nytter det ikke, at man insisterer på at bevæge sig i en bestemt retning. Man skal lade være med at tænke for meget og bare lade hånden køre.
”Hvis jeg har for fastlåst et billede af, hvad for et billede jeg vil lave, så skynder jeg mig derhen. Og det går ikke. Der findes sikkert nogen, som kan ha´ billedet i hovedet og så male det – og det kan jeg måske også lære, hvis jeg bliver 30 år ældre.”
”Jeg kan aldrig male i dårligt humør”
Hun går som regel ned i sit atelier i kælderen på Hovedgaden fra morgenstunden og går i gang.
”Hvis jeg er i gang med et billede, kan jeg sagtens være i gang kl. 7, og jeg kan så let glemme frokosten, og arbejde til kl. er 15. Man bliver fuldstændig væk i det.”
”Jeg kan aldrig male i dårligt humør. Men det er jo meget personligt. Andre kan på den måde bearbejde alle typer af følelser. Men jeg er nødt til at have energi og humøret tilbage, før jeg kan gå videre,” understreger hun.
Hendes produktivitet svinger meget. I øjeblikket er hun meget produktiv, og ideerne står i kø. Andre gange kan hun ikke få en eneste idé – og så lader hun bare være, indtil de dukker op igen.
Du kan læse mere om Karen Mølgaard og se nærmere på hendes billeder på hjemmesiden her.
