29-årige Simon Emil Koefoed tiltrådte i august som ny præst ved Brabrand Aarslev Kirker. I dette interview fortæller han om sin tidlige interesse for det kirkelige, om kirken som medspiller i lokalsamfundet – og om at være ung præst.
Simon Emil Koefoed var i fuld gang med at slide sin første præstekjole op ved Enghøj Kirke, en forholdsvis ny kirke i det nordlige Randers, hvor han blev ansat i februar 2015. Men da han så stillingen ved Brabrand Aarslev Kirker, blev han straks interesseret.
”Jeg bed især mærke i ordet ”kraftcenter”. Det syntes jeg lød rigtig spændende. Det sagde noget om måden, man arbejder på her. At man ønsker at kirken breder sig ind i lokalsamfundet,” forklarer han.
”Det tiltaler mig meget at være aktiv i et lokalsamfund med en stærk kirke, en stor skole og mange lokalforeninger. Brabrand virker som et samlet byområde, hvor hurtigt fornemmer, at der er fuld gang i foreningslivet. Kulturlivet, idrætsforeningen og spejderne samarbejder på kryds og tværs. Det synes jeg er rigtig dejligt.”
Han ser kirken som en vigtig medspiller i lokalsamfundets liv. Kirken har sit eget fællesskab, og andre har deres. Men samtidig kan kirken også gå med i samarbejder på tværs, når det religiøse, etiske og livsfilosofiske spiller en rolle.
Som eksempel nævner han samarbejdet med KulturGas og Brabrand IF om tre kultur-saloner i løbet af dette efterår, hvor temaerne netop kredser om etiske og eksistentielle spørgsmål.
Godt for det lokale fællesskab
”At være kirke opfatter mange jo som en konkret bygning, et smukt sted, men det er også noget større. Det er vigtigt, at kirken kommer ud og blander sig med andre, og viser hvem vi er.”
Netop det har Brabrand Aarslev Kirker her i efteråret forsøgt med flere gudstjenester i naturen: En vejgudstjeneste på Tranebærvej og en høstgudstjeneste på Stadepladsen ved Brabrand Sø.
”Det er ikke sådan, at jeg tror, effekten er, at der så kommer flere i kirken på søndag. Men det er fordi, jeg tror, det er godt for det lokale fællesskab. Vi skal være kirke for dem, der er i området. Når der for eksempel er mange småbørn-familier, jamen så skal vi da arrangere legestue, hvor vi kan være kirke for de mennesker på en anden måde end ellers”.
Kirken bør på den måde være åben for at prøve nye initiativer, mener Simon Koefoed, som samtidig understreger, han finder det vigtigt at holde fast i gudstjenesten søndag formiddag, som vi kender den.
”Jeg holder meget af min præstekjole, højmessen og hele gudstjenestens liturgi. Den fast genkendelige form om søndagen holder jeg meget af. Og den forsvinder ikke”.
Interessen for at være medspiller i Brabrands foreningsliv har han allerede vist, da de ringede fra FDF. Om han havde lyst til at være med i bestyrelsen? Ja tak, lød svaret!
Han er desuden i øjeblikket aktiv i KFUM og KFUK, hvor han er med til at arrangere ungdomsfestivalen Wonderful Days.
Fascineret af måden at tænke kirke på i Aarhus vest
Interessen for det kirkelige og præstens rolle opstod omkring konfirmationsalderen.
”Jeg kan huske, at jeg syntes, det var meget sejt, hvad præsten gjorde, og jeg blev nysgerrig efter at vide mere om, hvad kirkerummet var for et sted. I 9. klasse kom jeg i praktik ved den lokale kirke og blev ret hooked på det.”
Hvor andre efter gymnasiet så frem til et sabbat-år, gik han direkte i gang med at læse teologi. Det betød, at han kunne aflevere sit speciale på sin 25-års fødselsdag. Yngre kan man ifølge reglerne ikke være som præst.
Mens han læste på universitetet havde han haft sin daglige gang i og omkring kirkerne i Skjoldhøj, Møllevang, Hasle og Gellerup, hvor han både arbejdede som frivillig og som lønnet medhjælp.
Som kirketjener skurede han gulve og hjalp med at gøre klar til bisættelse. Og som frivillig fulgte han præsternes daglige arbejde. Desuden sad han også i to år i menighedsrådet ved Møllevangskirken.
”Jeg har prøvet at lære det hele at kende indefra, før jeg selv stod i det. Det har jeg haft stor glæde af, da der ellers er meget lidt praktik i løbet af studiet. Jeg har især været fascineret af måden at tænke kirke på i Aarhus vest, hvor man virkelig tager det seriøst at forsøge at tænke kirken og lokalsamfundet sammen.”
Glæden ved samspillet med andre mennesker
Simon Koefoed understreger, at man ikke bliver præst af at gå på universitetet. Det er i løbet af et efterfølgende halvt år på pastoralseminariet, at man ”lærer at gå i kjole og døbe børn. Og man skriver rigtig mange taler og prædikener”.
Så har man fundamentet, og når man derefter har fået ansættelse i et sogn, kan man begynde at opbygge sin identitet som præst.
Han forklarer, at præstegerningen først og fremmest formes af de relationer, man får igennem arbejdet. Det samspillet med andre mennesker, han også selv oplever stor glæde ved. Men han er klar over, at det tager tid, før andre mennesker vil betro sig til ham som præst.
”Man er først rigtig præst, når folk begynder at kalde på én. Når man for eksempel spørger efter mig til en bisættelse – så er jeg stedets præst! Det er fantastisk at blive kaldt på til en dåb, og senere igen, når parret skal vies. Det er meget værdifuldt med de relationer. Men det tager tid og er ikke noget, man skal stresse over.”
En præst uden kørekort
Simon Koefoed fyldte for nylig 29 år – og netop hans unge alder har affødt en del kommentar fra folk han har mødt i sit arbejde. Han fortæller med et smil, at det i Randers heller ikke hjalp ham, at han ikke havde noget kørekort.
”Det var da noget, der blev snakket om… Men det er ikke sådan, at man har mødt mig med mistillid. Det er mere et ” hold da op, du er godt nok ung!” Men jeg har jo en form for kasket på, og jeg oplever ikke, at folk tvivler på, om jeg kan bære den.”
”Det er jo ikke sådan, at jeg nødvendigvis skal kunne øse af en masse livserfaring. Jeg er et lyttende øre og en samtalepartner. Én man kan betro sig til for eksempel i forbindelse med sjælesorg. Det kan jeg være, selvom jeg er så ung, som jeg er.”
De lokale traditioner
Han understreger samtidig, at det kan være en fordel for kirkearbejdet i Brabrand og Årslev at have forskellige aldre repræsenteret blandt de tre præster.
”Det kan være en berigelse af det kirkelige arbejde, hvis man forstår hinanden og udnytter de interesser og kompetencer vi hver især har. Så kan det hele blomstre.”
Igen understreger han, at det tager tid at nå til det punkt. Blandt andet skal man først lære de lokale traditioner at kende. Men han vil gå til opgaven med stor nysgerrighed og interesse.
