Denne sommer har været magisk for de to Brabrand-drenge Johan Horsmans, Martin Kleberg og deres tre venner i bandet Zar Paulo. De har spillet for tusindvis af mennesker på Roskilde Festival, Northside, Tinderbox og Smukfest. I fredags mødte Vores Brabrand dem efter koncerten på Grimfest.
For cirka fem år siden mødte Vores Brabrand fem unge mænd i et afsides øvelokale i et industrikvarter i Aarhus – fulde af energi men usikre på, om drømmen om et liv med musik kunne bære.
To af dem, Johan Horsmans og Martin Kleberg, kendte hinanden fra Engdalskolen i Brabrand, mens de øvrige tre i 2014 kom ind i vennekredsen på Mellerup Efterskole. De ville lave et band sammen – og i øvelokalet i 2018 var drømmen ved at tage form.
Her, knap 10 år efter efterskole-tiden er drømmen gået i opfyldelse for Johan, Martin, Emil, Anton og Tobias.
Alle kunne mærke det på Grimfest. Efter fuldstændig overvældende oplevelser – blandt andet foran 20.000 mennesker på Roskilde Festival – var turen kommet til den lille festival på Grimhøjvej i 8220 Brabrand.
De var sidst på besøg på Grimhøjgaard for tre år siden som opvarmning til en koncert med TV2. Men det her var noget helt andet.
Der var fuldstændig pakket foran Skovscenen. Alle med store forventninger til koncerten med Zar Paulo, som de enten havde hørt meget om eller hvis sange de allerede var fuldstændig fortrolige med.
”Det er fuldstændig vildt, Grimfest, tusind tak skal I ha´,” lød det rørt fra de fem venner, da de takkede af efter en fuldstændig overvældende koncert, hvor publikum skrålede med på stort set alle sange og nærmest bar dem igennem koncerten.
Så meget hjemmebane som det kan blive
Vores Brabrand møder efter koncerten Johan Horsmans, Martin Kleberg og Tobias Schou fra Zar Paulo i Grimfests nye restaurant, Trinbrættet, der er ved at lukke ned for aftenen.
Selvom de kom med oplevelserne fra landets helt store festival´er i bagagen, var det især for Johan og Martin en særlig oplevelse at optræde på Grimfest igen.
”Martin og jeg er jo fra Brabrand, og det var noget særligt at spille på Grimfest igen, når man kan genkende en masse ansigter blandt publikum, og for eksempel ens gamle folkeskolelærere også står derude,” siger Johan, mens Martin tilføjer:
”Det er jo altid dejligt at komme til Aarhus og spille en rigtig hjemmebane-koncert. Men at spille her i Brabrand er bare så meget hjemmebane, som det overhovedet kan være, så er det bare ekstra vildt.”
Blandt andet skrev de inden koncerten sammen med deres musiklærer på Engdalskolen, og de fik bagefter en melding om, at han var tilfreds med, hvad han så.
Beskidte og svedige på Grimfest
Zar Paulo kom lige fra en koncert på Smukfest i Skanderborg aftenen før. Det lokale medie MigogAarhus beskrev efter koncerten stemningen under bøgetræerne som ”magisk”, og anmelderen mente, at ”Det er ganske få danske bands, der rammer en scene med samme rå energi og intensitet som Zar Paulo. Hvis nogen overhovedet.”
De tre Zar Paulo-medlemmer var glade for koncerten i Skanderborg – men alligevel er de endnu mere begejstrede for koncerten på Grimhøjvej:
”Jeg synes faktisk, at stemningen her var endnu federe end på Smuk. Der er en særlig energi på Grimfest. Folk her er ikke bange for at blive beskidte og svedige. Selvfølgelig var det vildt fedt at spille på Stjernescenen på Smukfest. Men det er på en måde mere kompakt på Grimfest. Man spiller i sådan en gryde, hvor energien får lov til at koge på en lidt anden måde,” forklarede Johan.
I mellemtiden er personalet på Trinbrættet ankommet med fire velvoksne ”white russians”, som de serverer på husets regning, lige inden stedet lukkes ned for dagen.
Imens tager vi hul på en snak om de andre store oplevelser, de har haft i løbet af sommeren. Roskilde Festival, Northside, Tinderbox og Smukfest.
”Det har været vildt at komme ud og stå foran de her helt store elefanter, der skal flyttes. Det er en anden disciplin, end at stå på et spillested hvor folk står helt tæt sammen i et lille rum,” siger Martin, mens Johan supplerer:
”Vi har et mantra om, at ligegyldigt hvor vi optræder, så spiller vi, som om der står 80.000 mennesker foran scenen. Så vi giver den samme mængde smadder uanset hvad, og vi prøver at få stemningen så højt op, som den overhovedet kan komme.”
Én ting er at stå på de helt store scener. Men det allermest overvældende for dem har været, så mange mennesker der er dukket op til koncerterne. De havde ikke forestillet sig, at så mange ville møde op – og i dén grad ville leve med i koncerterne.
”Det er meget overvældende, at folk har givet så meget energi. Når vi spiller, har vi noget i ørerne, der fungerer som både ørepropper og hovedtelefoner. Men vi har vænnet os til at ta´ dem ud undervejs for at kunne høre publikum. Og hver gang vi gør det, bliver vi overraskede over, så meget folk synger med. Og det er fedt at mærke, at det tit er hele pladen, folk kan synge med på. Det er jo den største drøm, at de kan så mange af sangene,” siger Johan.
”Vi har jo altid spillet som om der er 80.000 mennesker”
Da Vores Brabrand mødte de fem bandmedlemmer første gang, var de lige flyttet i lejlighed sammen og var sammen det meste af tiden. De bor ikke længere sammen, men venskabet er kun blevet styrket gennem de seneste år.
”Vi har stået i nogle fuldstændig uvante og meget overvældende situationer her det sidste halvandet år, hvor det hele for alvor har taget fart. Fra at spille for otte mennesker i Sønderborg til at skulle varme op for Minds of 99 foran tusindvis af mennesker i Ceres Arena og spille på Roskilde Festival med 20.000 foran scenen. Det er jo en helt anden ting, og man kan blive sindssygt nervøs af det. Der har vi virkelig trukket på vores venskab. Når man står der og tripper og er nervøs, så er der altid lige én der kommer med en joke eller på en anden måde afmonterer situationen, for det er jo bare os fem – og vi har jo altid spillet, som om der var 80.000 mennesker,” griner Johan.
”Vi giver den bare lige så meget gas, som vi altid har gjort. Og hvis noget går galt, så griber vi hinanden. Vi har jo spillet sammen i 10 år. Man kan blive helt telepatisk nogle gange og sende ekstra energi til hinanden, hvis noget ikke helt kører.”
”Vi er sindssygt taknemmelige”
Det var allerede i foråret 2022, at de fem venner fik deres første erfaringer med de store scener. De blev spurgt af Minds of 99, om de ville være opvarmningsband på deres forårs-turné.
”Da gik vi fra at spille for ret få mennesker til at stå foran 8000 mennesker på Ceres Arena. Vi er sindssygt taknemmelige for den støtte vi fik undervejs,” siger Martin.
Normalt er det ikke let at være opvarmningsband, men Zar Paulo fik mulighed for at skabe en god oplevelse for publikum ved blandt andet at tænde for storskærmene og benytte en pæn del af lysanlægget.
Glæder sig til efterårs-turné
Sidste efterår var Zar Paulo rundt på de danske indendørs spillesteder, og da mærkede de for alvor, at de var ved at blive allemands-eje.
Når de efter koncerterne signerede t-shirts og andet merchandise snakkede de samtidig med mange mennesker og hørte historier om, hvor meget musikken betød for dem. Det har gjort et stort indtryk.
”Det er jo helt vildt at høre, hvad musikken har gjort for de mennesker. Man tænker jo slet ikke på den måde på modtagerne, når man står i studiet og indspiller numrene,” siger Johan.
De to andre tilføjer, at alle glæder sig meget til igen at skulle ud på spillestederne i efteråret.
”Det bliver virkelig fedt. Det er et lukket rum, hvor energien ikke kan slippe ud. Sveden drypper fra loftet, og der er kort afstand til publikum. Det er en fed energi at tappe ind i igen.
Ikke mange timer at se Netflix og slappe af i
Da Martin Kleberg og Johan Horsmans gik og snakkede sammen i frikvartererne på Engdalskolen, cirklede de især om den idé, at de skulle i gang med at lave et band, så snart Martin kom hjem fra efterskole.
Nu er der gået 10 år, og både bandet og succes´en er en realitet. Hvad så nu?
”Det er den vej, vi har gået i 10 år, og den fortsætter vi ad,” siger Johan, mens de andre to nikker.
De erkender, at de seneste år har været uhyre travle, når de skulle håndtere et fuldtidsband og et fuldtids-studie samtidig – og desuden have tid til venner, kæreste og familie ved siden af.
”Så er der ikke mange timer tilbage til at se Netflix og slappe af i. Men grundlæggende har vi det jo virkelig sjovt sammen. Bare det at kunne mødes som bedste venner og snakke og ha´ det sjovt, er jo virkelig fedt,” siger Johan.
”Musikken har altid været vores førsteprioritet, men det har været svært at skulle undgå at lave en masse andet. Og der er vi ved at være dér, hvor vi ikke behøver det. Så bliver der lidt mere fri tid og fri energi til at kunne bruge endnu mere tid på musikken.”
Martin tilføjer, at han oplever, at de fem venner nu kan slappe mere af i arbejdet med musikken:
”Tidligere var det hele mere usikkert. Det var svært at vide, om vi kunne lykkes med det, vi ville, eller om det bare var en drøm, vi jagtede. Men nu er det mere og mere noget, man vi tro på.”
I takt med at Zar Paulo er blevet stadig mere kendte, oplever de, at flere og flere stemmer udefra har tanker og ideer om, hvad der er det rigtige og forkerte, og hvad det næste skal være.
”Men for os handler det stadig om det samme: Vi følger vores intuition og mavefornemmelse. Og man bliver da nok mere selvsikker nu, hvor det begynder at gå godt,” siger de.
Læs også: