Ønsket om mere lys på Brabrandstien dukker stadig oftere op i den lokale debat. Men lysdesigner Lisbeth Dam Kørner advarer mod at opsætte lys langs Brabrandstien. Hun vurderer, at lyset vil skade dyrelivet ved søen. Desuden mener hun, at mere lys kan bidrage til at skabe større oplevet utryghed.
Lisbeth Dam Kørner møder ofte spørgsmålet om, hvorfor der ikke er mere lys på Brabrandstien. Som regel i et undrende, spørgende tonefald – som om nogen bare har glemt at sætte lysmaster op.
Men som lysdesigner i et stort landskabsarkitekt-firma, SLA, arbejder hun selv fagligt med lys og mørke og ønsker at give sit faglige indspil:
”Hvis man sætter kunstig belysning op, vil det forstyrre dyrelivet, og derfor er jeg fortaler for at Brabrandstien ikke belyses. Det er dog ikke altid bare så ligetil, da lys om aftenen påvirker rigtig mange aspekter. Mange tror at mere lys er lig med mere tryghed, men lys på en sti vil kun gøre det muligt at se indenfor lyskeglen,” siger Lisbeth Dam Kørner.
Mørket vil stadig være lige ved siden af, og den kunstige belysning gør der sværere for vores øjne at tilpasse sig mørket. Derved vil det blive sværere at se omgivelserne, hvis der bliver sat kunstig belysning op, og det kan skabe en større oplevet utryghed, vurderer hun.
”Jeg har oplevet at mange undrer sig over, at der ikke er lys langs stien. Jeg bor selv i Brabrand og bruger ofte Brabrandstien. Ved skumring og når det er mørkt, er det helt utroligt hvor meget dyreliv, som kan ses og høres,” siger hun.
Hun ved fra sin faglighed, at lyset har afgørende betydning for, hvordan de fleste dyr og planter udvikler sig. Så snart man sætter en lyskilde op, forstyrrer man dyrenes døgnrytme.
”Der findes rigtig meget forskning, der viser, at dyrelivet kommer ud af balance, hvis der er for meget lys ved skumring og om natten. Både dyr og planter er nøje indstillet til at reagere på små ændringer i lyset. Det afgør for eksempel, hvornår fuglene bygger rede og tager på træk. Det er nogle vilde ting, man begynder at justere på, når man tilføjer kunstigt lys,” siger hun.
Mere lys reducerer ikke kriminalitet
I en årrække har trygheden været det centrale argument, når folk har argumenteret for mere lys på Brabrandstien. Men det argument mener Lisbeth Dam Kørner heller ikke holder:
”Undersøgelser omkring kriminalitet viser, at lys ikke nødvendigvis skaber mere tryghed. Omvendt har det vist sig, at når der kommer mere lys, bliver der nogen steder også begået mere kriminalitet, fordi det kan være nemmere at udpege et offer.
Hun understreger, at hun har stor respekt for mennesker, som har oplevet overfald:
”Det må have været en frygtelig oplevelse. Jeg stiller bare spørgsmålstegn ved, om lys er løsningen. Tryghed opstår især, når man er sammen med andre. Det der giver mest tryghed er, når der er flere mennesker. Derfor gælder det om at lave nogle rum, hvor folk gerne vil opholde sig.”
Derfor roser hun Æblehaven som et rigtig godt tiltag. Caféen tiltrækker flere mennesker, og det fører i sig selv til yderligere brug og øget tryghed i området.
Ønsker markeringer på vejen
Hun cykler selv på Brabrandstien om aftenen med en lille lygte på cyklen. Så bliver man ikke selv blændet, og øjnene vænner sig hurtigt til omgivelserne, og man kan se, hvad der er omkring én.
Hun har dog en enkelt opfordring til Aarhus Kommune:
Asfalten kan opleves som meget mørk, og det kan om aftenen skabe usikkerhed om, hvor man kører. Hun har set, at man på sydsiden af Brabrand Sø har markeret midten af stien med en stiplet linje. Det ønsker hun også bliver lavet på Brabrandstien på nordsiden som hjælp til at orientere sig i svingene.
”Jeg synes faktisk, at Aarhus Kommune burde lave markeringer i begge sider af stien også, så det er lettere at se, hvor stien går til,” siger hun.
Kunstigt lys skaber visuel barriere
”Designer of Light and Darkness” lyder hendes jobtitel på engelsk. Hun er med i design af vejprojekter, parker, byrum, hvor lyset spiller en rolle.
”Officielt er jeg lysdesigner, men der mangler meget i den titel. Man er nødt til at ha´ mørket med i byrumsdesign. Hvis man ikke tænker mørket ind i projekter, opleves steder let som ”flade” og overbelyste. Mere lys giver ikke nødvendigvis mere visibilitet,” forklarer hun.
Desuden har det stor betydning, hvilke former for lys vi udsættes for, blandt andet i forhold til vores døgnrytme. Om aftenen har vi eksempelvis brug for lyskilder, der er varmere.
Hun nyder selv en tur på Brabrandstien i mørket, hvor man kan opleve månen og stjernerne:
”Det kunstige lys skaber en visuel barriere til nattehimlen, og derved forsvinder det umiddelbare link til universet, som mennesket har haft igennem årtusinder. Mørket omkring Brabrandstien gør netop at man kan gå her uden af blive blændet af kunstig belysning og få et udkig til stjernerne, som ellers kan være svært at finde tæt på storbyer.”
Læs også:
Venstre vil have lys på Brabrand-stien hele vejen rundt om søen