Vi nærmer os december, og så ville det normalt være tid til julemarkeder rundt omkring i Brabrand. Corona-smitten lægger i år en dæmper på julehyggen – men den kan ikke helt lukke den gode stemning helt ned. Den kommende weekend byder på flere muligheder for at komme i julestemning.
I 41 år har frivillige i og omkring Brabrand Aarslev Kirker arrangeret sognebasar, der hvert år har tiltrukket i hundredevis af mennesker fra lokalområdet. Overskuddet går ubeskåret til at hjælpe forældreløse børn i Tanzania med tøj, mad og skolegang.
I år har kirken valgt at skære arrangementet ned til en lyn-basar, der foregår i morgen, fredag, kl. 15-18 i sognegården og Brabrand Kirke.
Fra kl. 15.00 kan du i sognegården, Engdalsvej 1, besøge grønne boder med fine dekorationer, kranse, buketter, pyntegrønt og lys. Desuden vil der være en krea-bod med originale håndlavede engle, juleting, stofposer, sokker, karklude og meget andet.
På grund af coronaen skal alle i Sognegården bære mundbind og holde afstand. Der er plads til højst 150 personer ad gangen.
Ud over de nævnte boder kan du i tidsrummet kl. 16.00-17.00 i Brabrand Kirke opleve et billedforedrag af Karla Gosvig, som vil fortælle om kirke, skole, undervisning og hospitaler i Tanzania. Entreen på 50 kr. pr. person går ligeledes til de forældreløse børn i Tanzania.
Mini-julestue på Byleddet
Til gengæld har Gasværket valgt at aflyse det planlagte traditionsrige julemarked, der skulle have været afholdt i den kommende weekend.
”Vi må undvære julehyggen på Gasværket, men vi håber, at du vil støtte de mennesker, der havde planlagt at have en bod på Julemarked 2020,” skriver Gasværket på hjemmesiden.
Det gælder blandt andre Else Marie Jensen, som har valgt at holde sin egen mini-julestue i havestuen på Byleddet 7. Hun holder åbent fredag d. 21., lørdag d. 22. og søndag d. 23. kl. 12-16.
Hun sælger blandt andet adventskranse og kalenderdekorationer samt gravpynt og udendørs dekorationer. Du finder havestuen ved at følge lysene gennem indkørslen. Der er plads til tre personer ad gangen.
Du kan få kontakt til nogle af de andre lokale handlende via denne hjemmeside.
Også AS Blomster holder åbent i blomsterværkstedet på Langdalsvej 46 hele weekenden: Fredag kl. 13-17, lørdag kl. 10-16 og søndag kl. 11-16.
Kender du til andre julemarkeder i 8220 Brabrand i den kommende tid, så send meget gerne en mail til voresbrabrand@gmail.com.