
Hos The Blue Room på Langdalsvej 46 handler det først og fremmest om billeder – både video og fotos. Men i de sidste par år har endnu en fagnørd fundet sig tilpas i Dalsø Maskinfabriks gamle bygninger. For Mark Norup drejer alt sig om lyd.
Han er en af de få fagfolk, som glæder sig over, at ingen lægger mærke til hans arbejde.
Mark Norup laver lyd til tv-dokumentarer og film, blandt andet for Danmarks Radio i Aarhus, hvor han er fast tilknyttet som freelancer. Og her skal lyden helst opleves som en fuldstændig integreret del af produktionen.
”Folk aner ikke, hvor stort et arbejde, der ligger i lydsiden på for eksempel en dokumentarfilm. Men det skal de heller ikke. Jeg plejer at sige, at hvis folk ikke lægger mærke til lyden, så er jeg lykkedes.”
Mark Norup holder til i et dunkelt lydstudie midt i den ellers pulserende virksomhed, The Blue Room. Men inde hos Mark Norup er der helt stille. Og det er faktisk meningen med det hele.
Skal rense ud i lidt skramlet lyd
Her sidder han ved sin mixerpult og lytter koncentreret til færdigklippede udgaver af DR-programmer som Kontant og Agger Indefra. Mark Norups ekspertise er nemlig lyd.
Hver eneste lyd i programmerne har han taget stilling til og sørget for er præcis som den skal være. Cirka tre dage tager det typisk at nå igennem hele lydsiden på en lille times program.
”Når jeg modtager materialet fra klipperen er lyden ofte lidt skramlet, og så er det min opgave at rense ud i den, så folk hjemme i stuerne bedre kan forstå, hvad der foregår,” forklarer han.
Det kan blandt andet gå ud på at sørge for, at dialoger har et ensartet lydniveau, men at lydsiden omvendt ikke opleves alt for konform og ensartet.
Han ligger inde med et stort arkiv af musik og lydeffekter, som han kan anvende til at forstærke den fortælling og de stemninger, som klipperen allerede har skabt.
Et program som Agger Indefra er typisk optaget af en enkelt kameramand sammen med Anders Agger, og der er selvsagt mest fokus på billederne. Når programmet så er klippet færdig, tager Mark Norup over og skaber ved mixerpulten præcis det lydunivers, der passer til udsendelsen.
Fra rindende vand til dør der smækker
Når han har ”renset” dialogen, er næste skridt at se på billederne: Hvad foregår der, og hvilke lyde skal billederne suppleres af.
”De mikrofoner man bruger til video-optagelser er ganske små, så de fanger ikke hele lyden af for eksempel en by eller af havnen i Aarhus. Eller lyden af en skov. Der kan jeg være med til at tilføje noget til stemningen.”

Han har et gigantisk lydarkiv, hvor han kan finde lyden af rindende vand, biler der starter og fly der letter. En kaffekop på et bord eller en dør der smækker. Ved at tilføje de rigtige lyde øges seernes oplevelse af at være til stede.
I hele Danmark er der kun ganske få som Mark Norup. Men han vurderer, at efterspørgslen stiger i takt med, at mediebilledet ændrer sig, og der bliver produceret endnu mere indhold, der via nettet kan ses, når man har lyst – såkaldt streaming.
”Tidligere lavede vi en enkelt udgave af Agger Indefra, men nu laver vi otte programmer på samme tid, og så lægger DR dem alle ud på én gang, så man kan se Agger hele aftenen, hvis man vil – eller se en hel tv-serie på et par dage.”
Lyd blev hans levevej
Vejen ind i lyduniverset har været snoet. Han var oprindelig professionel musiker, men har i snart 20 år udviklet sine lyd-kompetencer. Vejen er gået via så forskellige aktører som Det åbne Båndværksted og The Voice, hvor han tilbage i tiden lavede jingler og radioreklamer.
Omkring 2007 begyndte han at lave lyd til tv-udsendelser og spillefilm, og det greb om sig, så det nu er det, der er hans levevej i virksomheden Tonefabrikken.
Han fortæller stolt om nogle af de succes´er, der har været omkring hans mixerpult – for eksempel dokumentar-serien Efterskolen, der var nomineret til titlen som årets tv-serie.
Mange opgaver for DR
Med en lydkunstner som Mark Norup i huset har The Blue Room fået et spændende supplement til de visuelle kernekompetencer. Og det fortæller om en udvikling, hvor stadig flere af virksomhedens visuelle opgaver omfatter videoproduktioner.
Her bidrager Mark Norup også jævnligt – men det er de store produktionsselskaber i Aarhus og København, der sammen med DR leverer langt de fleste af hans opgaver.

Men hvorfor har han placeret sig i Brabrand, når det meste af dokumentar- og filmbranchen befinder sig i og omkring Filmbyen på havnen i Aarhus?
”Jeg bor i Ry, og det ville give mig meget mere transporttid. Det er langt lettere her, og så er der tilmed fri parkering.”
Opfordring til at investere i god lyd
Mark Norup er lidt af en lyd-nørd, og derfor irriterer det ham, at de fleste moderne fladskærms-fjernsyn har højttalere nærmest på størrelse med knappenåle. Det var i virkeligheden meget bedre i ”gamle dage”, hvor tv-apparater var store trækasser med plads til en ordentlig højttaler.
”De tv-apparater, du køber i dag, er så tynde og lyden så ringe, at man bør investere i en sound bar for at få ordentligt udbytte af lyden. Min mor, for eksempel, ser mange naturudsendelser på BBC, og hun har fået en helt anden oplevelse nu, hvor hun har investeret i en ordentlig sound bar.”
Han går i virkeligheden og håber, at tv-producenterne helt ville opgive at få plads til de små højttalere, sådan at forbrugerne i stedet automatisk ville købe en separat højttaler.
Så kan man få en lydoplevelse, der minder om den, man får i biografen.