Udenfor skinnede solen prægtigt. Men så snart man gik gennem skydedørene til Lokalcenter Brabrand blev man lørdag middag mødt af julen i alle dens hyggelige udtryk. Årets julemarked var et godt sted at komme i julestemning.
Som altid kunne man købe juledekorationer, kranse og pynt i alle størrelser og designs. Desuden kunne man finde masser af gaveideer til kvinden, manden eller barnet, som har næsten alt.
For eksempel kunne man købe hjemmestrikkede trøjer i næsten alle børnestørrelser og kulører. Alle trøjerne er strikket af de 10-12 kvinder, som hver torsdag eftermiddag mødes om strikningen på lokalcentret
”Ud over at strikke så snakker vi og hygger os rigtig meget”, fortalte Lena Nielsen, som har været med i strikkegruppen i otte år.
Lørdag stod hun for salget af trøjerne, der skulle give indtægter til indkøb af nye forsyninger af garn. Ud over trøjer kunne man ligeledes købe hjemmestrikkede tæpper.
.
Strikkegruppens ret omfattende produktion bliver pakket og sendt til Letland, hvor trøjerne vil lune lokale børn i vinterkulden. Transporten til Letland sker i samarbejde med en frikirke i Aarhus.
Ud over en række spændende boder med lokale produktioner var lokalcentrets café også åben og serverede frokost og kaffe til de besøgende.