Nu kommer kunstgræsbanen på idrætsanlægget i Brabrand. De sidste formaliteter vedrørende byggetilladelsen ventes at falde på plads i løbet af få dage, og onsdag skrev Brabrand IF kontrakt med det lokale entreprenørfirma, Brdr. Møller, der formentlig kan gå i gang med at anlægge banen 1. august.
Lige nu, i den varmeste sommer, er det svært at forestille sig, hvor våde og sumpede, fodboldbanerne i Brabrand kan være, når der er faldet store mængder af regn. Men det regnfulde vejr, der kendetegner Danmark store dele af året, betyder, at træning og kampe ofte må aflyses. Så derfor går alle med tilknytning til Brabrand IF Fodbold og glæder sig til den dag, der står en fodboldbane af kunststof klar.
Den dag er nu til at øjne i horisonten. En arbejdsgruppe af lokale ildsjæle har i flere år arbejdet på at realisere ønskerne om en kunstgræsbane, og de seneste dage er planerne kommet tættere på at blive til virkelighed. Aarhus Kommune er nu meget tæt på at kunne give byggetilladelse, så arbejdet kan gå i gang straks efter sommerferien.
Onsdag skrev Brabrand IF kontrakt med den lokale entreprenørvirksomhed, Brdr. Møller, der skal stå for arbejdet med at anlægge fodboldbanen.
Det glæder Paw Simon Krogh, der er med i arbejdsgruppen, at arbejdet skal udføres af en lokal virksomhed. Han håber, at den nye bane kan være klar i løbet af den kommende vintersæson.
Kunstgræsbanen bliver dyrere end ventet
En kunststofbane koster normalt godt fem mio. kr., men i Brabrand ligger idrætsanlægget på en gammel losseplads, hvilket betyder at en del jord skal graves af og køres væk. Desuden er der kommet yderligere udgifter til, da der skal foretages ekstra miljøsikring af banen. Da den ligger tæt på Brabrand Sø skal det sikres, at store mængder regnvand ikke skyller granulat fra banen ned i søen.
Det betyder, at prisen på banen ender omkring syv millioner kroner. Aarhus Kommune har meddelt, at der er afsat cirka tre mio. kommunale kroner til banen i Brabrand, og det beløb ligger fast, trods de øgede udgifter.
Det betyder, at klubben selv skal skaffe næsten fire mio. kr. De fleste af pengene har klubben allerede fundet, blandt andet via erhvervs-sponsorater og donationer fra fonde. Frivillige kræfter har også tjent et større beløb i forbindelse med sidste sæsons 1. divisionskampe.
Der mangler dog fortsat nogle hundrede tusinde kroner, som klubben nu formentlig låner, sådan at arbejdet kan komme i gang.
Brabrand IF tager dog fortsat med glæde imod økonomisk støtte fra både erhvervsvirksomheder og private.
Håber at vinde penge til en traktor
Der skal dog ikke kun bruges penge til anlæg af kunstgræsbanen, men også til vedligeholdelse. Til det formål skal klubben bruge en traktor. Og pengene til den håber man at kunne skaffe via homePrisen, som ejendomsmæglerkæden home har stiftet. Brabrand IF deltager i afstemningen om at vinde førsteprisen på 30.000,-.
”Ved at stemme på os, giver du de frivillige en håndsrækning. For hvis Brabrand IF Fodbold vinder, så bliver præmiesummen brugt til at anskaffe en god, solid traktor. Den skal bruges til at rive banen, sprede granulat og til saltning og snerydning”, skriver Brabrand IF i motivationen på homePrisens hjemmeside.
Vores Brabrand har tidligere skrevet om kunstgræsprojektet her