Spejderne i Valhalla Gruppe har fået 722.500 kr. fra Aarhus Kommunes anlægspulje. Pengene skal bruges til at opføre en ny spejderhytte til erstatning for den nuværende ved Høiriisparken. Valhalla Gruppe søger desuden en række fonde om penge til at bygge den nye hytte.
Vejdirektoratet har offentliggjort et notat som opfølgning på deres VVM-undersøgelse og høring om udvidelsen af E45. Efter de indkomne høringssvar har Vejdirektoratet genovervejet støjafskærmningen ud for Ormslev Stationsby og Skibby. Ved at indarbejde en sammenhængende støjskærm ud for Ormslev Stationsby og Skibby, kan der opnås en god støjreducerende effekt af skærmen. Derfor vil Vejdirektoratet indstille en støjskærm på strækningen forbi de to byer. Du kan læse notatet her.
Fredag formiddag fik Østjyllands Politi igen resultat af patruljering på de lokale veje. Kl. 10.46 blev en 54-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Langdalsvej. Og en halv time senere var den gal på Trille Lucassens Gade, hvor en 32-årig mandlig bilist blev taget i at køre bil uden kørekort.
I det nye år starter en ny familieklub i Gellerup, skriver Gellerup Kirke på Facebook. Der er fællesspisning hver anden uge, leg og hygge med de andre familier. Du er også velkommen til at være med som “frivillig”. Er det noget for dig og din familie kan du høre mere ved at skrive til Hannah på htc@kfumsoc.dk.
Lørdag og søndag holder julemarkedet på Hovedgaden 32 åbent i tidsrummet 10-17. Nu også med en tegnekonkurrence for børn. Der er fine præmier på spil til de børn, der kan tegne den flotteste flyvende hane. I øvrigt er der grillede pølser lørdag og søndag kl. 12-14 – og derefter gløgg og æbleskiver.
Også juletræs-salget på Dyssehøjvej er åbent hver dag kl. 10-19, både i weekenden og de øvrige dage frem mod jul.
Traditionen tro kan du møde Julemanden i City Vest i alle weekender i december, fredag kl. 15-18 og lørdag og søndag kl. 11-14. I finder ham ved det store islandskab på centertorvet.