Livemusik, altankor, sækkepibeorkester – og foredrag om sundhed fra Folkeuniversitetet. Og så selvfølgelig mulighed for at få sved på panden. Der bliver noget for både krop og sjæl lørdag d. 18. september i Gellerup til eventet ”Løb mellem husene”. Programmet er nu næsten færdigt.
Det boligsociale hus står sammen med DGI og Aarhus 1900 for oplevelsesløbet i byparken og mellem boligblokkene d. 18. September, og arrangørerne har efterhånden fået en lang række aktører med på vognen.
Seneste tilføjelse er Folkeuniversitetet i Aarhus, der ugen før Hearts and Minds-festivalen prøver konceptet af i Gellerup med oplæg om bevægelse og sundhed.
Ole Lauridsen, lektor emeritus i læring på Aarhus Universitet, fortæller om hjernen og læring i bevægelse. Og Kristine Engemann Jensen, postdoc i natur og sundhed på Aarhus Universitet, taler om, hvordan natur og sundhed hænger sammen, og hvad det betyder at have for eksempel en bypark i nærområdet.
Undervejs i planlægningen har mange forskellige aktører valgt at slutte sig til programmet, og eventkoordinator Aske Jensen har efterhånden svært ved beskrive arrangementet i få ord – ud over at det er et oplevelsesløb og en byfest i hjertet af Gellerups bypark.
”Vi vil også gerne præsentere nogle af de forskellige aktører i lokalområdet, og hvad de kan. Der sker så meget her, som folk ikke aner noget om. Vi vil gerne være med til at fortælle nogle af alle de historier,” siger Aske Jensen.
Sækkepiber og sambusaer
I centrum for det hele er et løb for alle på tværs af alder og fysik. Du kan vælge at gå eller løbe 5 kilometer eller kaste dig ud i en engelsk mile, svarende til 1,7 kilometer.
Begge ruter vil byde på masser af underholdende indslag, når man bevæger sig gennem området. For eksempel vil et altankor fra Gellerup Kirke undervejs inspirere løberne.
Dertil kommer så en byfest, hvor du ud over foredragene fra Folkeuniversitetet kan opleve øl og friskristet kaffe fra Café Europa, sprøde toner fra DJ Sabs, små koncerter med talenter fra Uncover Music, sækkepibekoncert fra Jafra, Saakins somaliske sambusaer og meget andet.
Endelig kan du på dagen også blive klogere på Gellerups fysiske udvikling, blandt andet det snart færdige Sports- og Kulturcampus og planerne om en ny skole.
Løb mellem husene: Lørdag d. 18. september kl. 11.30-16.00 i Gellerups bypark. Du kan få mere information og tilmelde dig via dette link.
Læs også: