
Naturelskere i Brabrand har fået et nyt mødested. Onsdag blev den nye fiskebro ved parkeringspladsen ved Søskovvej indviet. Broen er etableret med penge fra Tilgængelighedspuljen i Aarhus Kommune, sådan at gangbesværede og kørestolsbrugere også let kan komme til at bruge den.
Der blev hevet aborrer i forskellige størrelser op, da den nye fiskebro onsdag eftermiddag blev indviet. De to reddede livet, da de var for små, mens den tredje formentlig bliver spist til aftensmad i dag.
Siden pinse, hvor fiskebroen blev taget i brug, har den været i brug i de fleste lyse timer, fortæller Arne Bager, som er formand for Østjyske Lyst- og Fritidsfiskere. Det er blevet let at fiske sammen med børn, og desuden er bænkene på broen blevet et samlingssted for alle, som glæder sig over den fine natur ved åen og Årslev Engsø.
Ideen om at få bygget en fiskebro, der kunne være tilgængelig for alle, opstod for to år siden i Østjyske Lyst- og Fritidsfiskere, der sendte en ansøgning om tilskud af sted til Aarhus Kommune. Der kom hurtigt positivt svar om støtte fra kommunens Tilgængelighedspulje.
”Det var vigtigt, at den blev placeret rigtigt, og beliggenheden her ved parkeringspladsen ved Årslev Engsø er alle tiders. Her er i forvejen som et af de eneste steder et toilet indrettet til handicappede”, fortæller Arne Bager.
”Og så ligger broen ved en å, hvor alle har lov til at fiske, og som er et knaldgodt fiskested!”
Foruden aborrer er det muligt at fange sandart, geder, skaller og i visse tilfælde også ål. Man skal dog huske at købe et fisketegn på nettet – men til gengæld behøver man ikke at være medlem af en lystfiskerforening.
Tilgængelighed for alle
Formand for Teknisk Udvalg, Keld Hvalsø (EL), klippede snoren over og markerede på den måde, at broen nu er officielt indviet.
Han lagde i sin tale vægt på, at fiskebroen kan komme en masse borgere til gavn.
”Jeg er selv Brabrand-borger og bruger det her område rigtig meget. Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at det er tilgængeligt for så mange mennesker som muligt. Det her initiativ kan være med til at bane vejen for, at vi får gjort endnu flere naturområder mere tilgængelige”, sagde han.
Lisa Jørgensen, som driver websitet Girlfishing.dk, er en af de kørestolsbrugere, som nu har lettere ved at dyrke sin store fritidsinteresse – lystfiskeri. Hun fortalte, at hun bruger lystfiskeri som en slags meditation og genopladning, og at det giver hende en masse energi at få en fisk på krogen.
”Det er rigtig vigtigt for mig let at kunne komme til og fra fiskestederne, og jeg håber, at det her kan være et eksempel, som andre kan lære af, så vi får nogle flere lignende steder i Aarhus-området og andre steder”, sagde hun.
”Hvad vil du gøre, hvis du får en gede på syv kilo på krogen,” spurgte Arne Bager undrende.
”Så knækker linen”, svarede hun kækt!
