
Der er lagt op til en ægte musikalsk tidsrejse, når Bigbandet Unoderne torsdag d. 12. november spiller på Gasværket i Brabrand. Koncerten er en del af koncertrækken ”A String Of Pearls”, der markerer 100-året for dansk jazz med ti håndplukkede jazzperler, medrivende anekdoter og ægte swing-stemning.
Dansk jazz fylder 100 år i 2026, og det skal fejres med manér. Bigbandet Unoderne har sat sig for at rulle den røde løber ud for genrens historie gennem ti årtier og inviterer sammen med Jazzværket i Brabrand til en tidsrejse gennem de 100 år.
Til koncerten på Gasværket kan publikum glæde sig til en aften, hvor musikken ikke bare skal høres, men mærkes. Koncerten binder ti ikoniske numre sammen – ét fra hvert årti – og rundes af med det udødelige swingnummer ”A String Of Pearls”.
For at gøre historien levende har bigbandet allieret sig med jazzspecialist og tidligere radiovært Henrik Schultz-Petersen, der binder numrene sammen med anekdoter om de mennesker, begivenheder og musikalske strømninger, der har formet dansk jazz.
Historien skal formidles i øjenhøjde
Idéen bag koncertrækken er at puste støvet af jazzhistorien og servere den, så alle kan være med.
”Vi vil gerne fjerne det lidt elitære stempel, som jazzen desværre nogle gange får. Vores musikere er dedikerede amatører, der spiller af ren og skær passion, og den energi smitter,” siger formand for Bigbandet Unoderne, Michael Lund-Larsen
“Vi glæder os helt vildt til at vise publikum, hvordan dansk jazz har udviklet og transformeret sig over et helt århundrede – fra de swingende rytmer i 1920’erne til den moderne sound i dag,” fortæller han.
En perfekt ramme om fejring af 100 års jazz
I musikforeningen Jazzværket ser man frem til at lægge hus til koncerten, som er en del af den officielle landsdækkende fejring under JazzDanmark.
”Jazzværket er et levende spillested, og med A String Of Pearls får publikum både en stærk koncertoplevelse og en levende fortælling om en vigtig del af dansk musikhistorie. Det passer perfekt til Jazzværkets ambition om at være et samlingssted for kultur og fællesskab,” siger Jan Mølgaard, formand i Jazzværket.
Koncerten på Gasværket i Brabrand er den anden af tre koncerter i serien, der tidligere har været opført på Sløjfen i Hadsten og senere følger en opførelse på Hotel Marina i Grenaa.
Torsdag d. 12. november kl. 19.30-21.00 på Gasværket, Byleddet 2C, 8220 Brabrand: Koncerten ”A String Of Pearls – Dansk Bigband Jazz i 100 år”. Billetter: kr. 65,- kan købes her eller ved indgangen.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Unoderne.



