Selv en lang corona-nedlukning kan ikke slå de mange frivillige i Brabrand IF Badminton ud. Så snart det er muligt, er de klar til at sætte fuld blus på aktiviteterne for at få gang i alle medlemmerne igen, fortæller formand Anders Christian Jespersen.
Brabrand IF Badminton er en af de afdelinger i BIF, der selv i det corona-ramte 2020 formåede at øge medlemstallet. Masser af nye aktiviteter for især lokalområdets børn og unge gav resultater i form af mange indmeldelser.
Derfor var der en positiv stemning på generalforsamlingen, der forleden blev afholdt via computeren. Afdelingens nye formand, Anders Christian Jespersen kunne fortælle om et meget specielt første år som formand.
Hans første formandsopgave i foråret 2020 var at meddele, at nu stoppede alle aktiviteter. Siden blev der åbnet igen, og trods corona-begrænsningerne lykkedes det i løbet af året alligevel at få afprøvet mange nye aktiviteter.
For eksempel viste det sig i løbet af sommeren, at det godt kan lade sig gøre at samle folk til udendørs badminton. ”Pop-op badminton” hed rækken af events, der blev afholdt rundt omkring i 8220 Brabrand.
Også miniton for de yngste er blevet en succes, og det lykkedes desuden også i efteråret at afholde det første åbne badmintonstævne i Brabrandhallen i mange år. Her fik mange af klubbens begyndere en dejlig oplevelse.
”Nu har vi prøvet at afholde et stævne, og det gik rigtig godt. Så hvis der bliver mulighed for det, er vi klar til at stå som arrangører igen”, siger Anders Christian Jespersen.
Nu går badminton-folket som så mange andre bare og venter på genåbningen.
”Vi vil skrue så meget op for aktiviteterne, som vi kan, for at få folk i gang igen. Vi er klar til at lave arrangementer for de unge igen, og vi vil nok også udvide træningstiden lidt og forlænge sæsonen, hvis det er muligt”.
Formanden tilføjer, at der også er plads til endnu flere motionister, som har lyst til at spille badminton.