Hver onsdag formiddag på Nettos distributionslager i Årslev sætter en gruppe nydanske ansatte sig på skolebænken. Virksomheden, Salling Group, ønsker, at de skal blive bedre til dansk, og Sprogcenter Lærdansk har hjulpet med tilrettelæggelse og finansiering af kurset, der foregår i arbejdstiden.
Siden 2015 har Netto haft 29 såkaldte sprogpraktikanter, og 13 af dem er nu blandt de cirka 160 ansatte på lageret. Før de kom til Årslev, har de været gennem et kommunalt sprogforløb og kunne tilstrækkeligt dansk til at udføre jobbet.
Men det er ikke tilstrækkeligt, mener man i Netto, der ønsker, at de nye medarbejdere fra bl.a. Syrien, Eritrea, Polen og Irak skal lære yderligere dansk.
Derfor var Netto glade for henvendelsen fra Lærdansk, der tilbød hjælp til fortsat danskundervisning på arbejdspladsen tilrettelagt efter virksomhedens ønsker.
”Som virksomhed vil vi gerne tage et socialt ansvar ved at ansætte de her mennesker, men også ved at hjælpe dem på vej, så de kan begå sig i det danske samfund”, siger Morten Madsen, lagermedarbejder og arbejdsmiljørepræsentant hos Netto.
Initiativ får opbakning fra Brabrand Erhvervsforening
Store virksomheder som Salling Group, Bestseller og Vestas gør det. Men også mindre virksomheder har nu mulighed for at få medarbejderne på danskkursus, også selvom de måske ikke kan samle et helt hold blandt egne ansatte.
Lærdansk, der er en organisation under Dansk Flygtningehjælp, tilbyder nu med opbakning fra Brabrand Erhvervsforening, at mindre virksomheder kan få skræddersyede danskkurser, der kan afholdes, som det passer bedst i dagligdagen.
”Vi har stor erfaring med at tilrettelægge undervisningshold på tværs af virksomheder, og Brabrand Erhvervsforening har også været meget positive omkring at hjælpe med at finde undervisningslokaler her i lokalområdet”, siger erhvervskonsulent Svend Aage Møller fra Lærdansk.
Forstander Marianne Jensen uddyber:
”Vi har faktisk haft dette tilbud i syv år og har stået for en lang række kurser på bl.a. Vestas. Men vi prøver at booste det nu, hvor vi oplever, at mange virksomheder har udenlandsk arbejdskraft, de gerne vil beholde. En af faktorerne for, at medarbejderne har lyst til at blive her, kan være, at de tilbydes at lære både dansk kultur og sprog, og det kan vi hjælpe dem med”.
Undervisning også i dansk kultur
Undervisningen kan foregå på alle tidspunkter af døgnet, lige som virksomhederne gerne vi have det. Nogle har brug for, at medarbejderne behersker et skriftligt dansk, mens det andre steder handler om, at de kan kommunikere mundtligt.
I nogle virksomheder er det afgørende, at medarbejderne forstår fagsprog, som at man skal ”plukke vare x fra hylde y”. Andre steder ønsker man, som hos Netto i Årslev, at skabe et tættere socialt sammenhold blandt medarbejderne, og det kræver, at man kan følge med i samtalen omkring frokostbordet.
”Blandt andet på grund af sikkerheden på arbejdspladsen er mange virksomheder optaget af, at alle medarbejdere kan begå sig på dansk. Hvis man for eksempel omgås farlige kemikalier, kan det gå rigtig galt, hvis man ikke kan læse, hvad de kan anvendes til”, siger erhvervskonsulent Svend Aage Møller, Lærdansk.
”Vi skræddersyr kurset efter, hvad virksomhederne har brug for”, siger Svend Aage Møller, som løbende følger op på kurserne og sammen med virksomheden vurderer, om kurset skal fortsætte eller justeres i form eller indhold.
Ofte lægger Lærdansk elementer af læring om dansk kultur ind i undervisningen. For eksempel kan nogle medarbejdere med andre bagrunde opleve den danske ledelseskultur og tradition for medbestemmelse som fremmedartet. Og det kan være tilfældet, uanset om man er højtuddannet eller timelønnet.
Undervisning med moderne hjælpemidler
Marianne Jensen understreger, at undervisningen foregår med brug af de nyeste pædagogiske værktøjer. Man kommer ikke på ”skolebænken” i klassisk forstand, men kan opleve en undervisning sat ind i den aktuelle sammenhæng på virksomheden.
Blandt andet får kursisterne adgang til Lærdansks digitale læringsplatform under hele kurset og kan arbejde med materialet, når det passer dem. De digitale løsninger betyder samtidig, at underviseren samtidig kan udfordre kursister på flere forskellige faglige niveauer.
”Læringsformen betyder, at kursisterne er aktive og engagerede undervejs i forløbet. De bliver mere initiativrige, hvilket igen påvirker undervisningen positivt,” forklarer Marianne Jensen.
Gratis kurser
En række særlige ordninger sikrer, at selve kurset kan være gratis for virksomheden, hvis det foregår i arbejdstiden og har op mod 8 deltagere. Deltagerne kan komme fra en enkelt virksomhed, eller en gruppe af virksomheder kan gå sammen om et kursus.
”Hvis virksomheden vil samarbejde med os, så klarer vi papirarbejdet med at søge støtte i den rigtige pulje”, siger Svend Aage Møller.
Tests før og efter kurset
På Nettos distributionslager i Årslev sendes varer ud til alle butikker på Fyn og i Jylland. Lagermedarbejderne pakker varerne via stemmestyring. Med et headset fortæller de, hvilke varer der skal hentes, og hvor de skal pakkes. Det sker alt sammen på dansk.
De nævnte 13 nye medarbejdere kunne alle tale tiltrækkeligt dansk til at bestride jobbet. Men hos Netto mener man, at der skal mere til.
”Vi mener ikke, de er færdiguddannede. Vi holder meget fast i, at vi er en dansk virksomhed, hvor vi taler dansk sammen. Og her mangler de stadig en del for at kunne begå sig i den daglige samtale,” fortæller Morten Madsen, lagermedarbejder og arbejdsmiljørepræsentant hos Netto.
På Netto i Årslev får kursisterne løn, også mens de sidder på skolebænken. Pengene kommer fra en kompetencefond. Kurset løber 10 uger i efteråret og fortsætter 10 uger i starten af 2019.
”Deltagerne tager en test før kurset og igen, når de er færdige. Så kan vi se, om de rykker sig. Men vi oplever klart, at det gør de”, siger Morten Madsen fra Netto.