Modstanden mod nedrivninger i Gellerup har nu også fået et kunstnerisk udtryk. Beboere fra Gellerup har sammen med kunstner Tine Hind malet og opsat et 50 meter langt kunstværk, ”Gellerup Striben” på en af de boligblokke, A4, der af Aarhus Kommune er dømt til nedrivning.
”Det var en fuldstændig fantastisk dag!”
Billedkunstner Tine Hind kan stadig glæde sig over den maj-dag, hvor hun sammen med omkring 30 lokale beboere skabte det 50 meter lange kunstværk, Gellerup Striben, der nu pryder den nedrivningsdømte boligblok A4 ud mod Karen Blixens Boulevard.
I fire år og fire måneder har hun boet i en lejlighed i Gellerup og har gennem tiden stiftet bekendtskab med en del af beboerne i bydelen. Det gælder blandt andre en af bydelens store ildsjæle, Helle Hansen, som for nogle måneder siden fik ideen til kunstværket, et banner der skulle være 50 meter langt og 130 cm højt, så det kunne hæftes på gelænderet langs blokken.
Hen over foråret lavede hun forskellige skitser, inden afdelingsbestyrelsen og borgergruppen Gellerups Glade Gavlmalere d. 16. maj kunne invitere til en fælles event, hvor alle interesserede kunne få en pensel i hånden.
”Det blev en skøn dag med både sol og blæst. Da vi gik i gang foran blokken kl. 15, stod der nok 15 mennesker og ventede: ”Hey, skal vi ikke i gang med at male,” sagde de, og så gik vi ellers i gang. Der var nok 30 mennesker inde over i løbet af eftermiddagen. Det var helt forrygende,” fortæller Tine Hind.
Lyse og mørke figurer
Værket har fået navnet Gellerup Striben – med inspiration fra navnet Gaza-striben – og måske også lidt fra tegneseriernes verden.
”Jeg tænkte, at der skulle være en veksling mellem lyse og mørke figurer, og at blokkene i baggrunden skulle se skiftevis mørke og lyse ud. De lyse figurer symboliserer mennesker, som er flyttet og ikke er her mere. De mørke er her stadigvæk – men står foran en lys blok, altså en blok der er forsvundet,” forklarer Tine Hind.
”Så har vi lagt nogle røde og grønne striber ind, som folk kunne male efter, når de skulle i gang med at male. Den røde stribe var fortiden, og den grønne er nutiden. Samtidig er det jo farverne i det palæstinensiske flag – som en slags parallel mellem det der sker i Gaza, og det der sker her.”
Filmet til DR-programmet ”Signe Molde på Udebane”
Mens de mange malere var i gang, kom skuespiller og filminstruktør Chadi Abdul Karim forbi og gav et nummer. Desuden mødte kunstplatformen Sigrids Stue op med kaffevognen og serverede arabisk kaffe.
Dagen igennem fulgte tv-vært Signe Molde fra DR processen sammen med en række kamera-folk. Det skal blive til et afsnit i hendes serie ”Signe Molde på Udebane”, der vises til efteråret.
Nogle timer senere var malearbejdet forbi, og det var tid til at hænge værket op.
”Det var noget af et cirkus at se på. Det var meget improviseret, og folk sprang op og ned ad stiger, mens de samarbejdede om at få banneret til at hænge rigtigt. Det var ret fantastisk at overvære på afstand,” siger Tine Hind.
Kl. 21 var værket hængt op, og mange af deltagerne gik i samlet flok til restauranten Zyara på Karen Blixens Boulevard og fejrede den succesfulde afslutning.
”Det var et helt utroligt projekt at være med til. Det er en stor glæde og fornøjelse at have været med til at sætte et lille fingeraftryk på udviklingen af Gellerup. Jeg er virkelig glad for det,” siger Tine Hind.
Hun er i øvrigt blevet opsagt af Brabrand Boligforening, da blokken, hun bor i, skal renoveres og ombygges. Hun er derfor i disse dage i gang med at flytte ud af Gellerup.
Beskytter blokken
Formand for afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken, Helle Hansen, glæder sig over kunstværket, der fortsat hænger langs boligblok A4:
”Vi vidste jo ikke, hvor længe det ville kunne holde, men det har da klaret både storm og sommerregn. Og nu hænger det jo og beskytter blokken. Og folk, som går forbi, får en anden oplevelse end bare at tænke, at ”nå, det er én af de blokke, der skal rives ned”, siger hun.
Arbejdet med kunstværket var organiseret af borgergruppen Almen Modstand, som kæmper mod nedrivningerne.
Almen Modstand og afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken ville med initiativet bakke op om FN’s internationale dag for fred, forenet i forskelligheder og mangfoldighed.