
Kultur-fællesskabet Gellerup Art Factory havde planlagt en stor fest for lokalområdets kulturliv på Gellerupscenen d. 28. marts. Festen måtte naturligvis aflyses – men på søndag d. 12. april går GAF-fest 2020 online.
”Selvom vi er kede af at ikke at kunne hylde Gellerupområdets rige kulturliv i fællesskab er vi ikke slået helt ud. I al hast har vi stablet en online version af GAF-festen på benene, hvor vi livestreamer musik og kunst direkte ud i stuerne”, siger Aske Jervin, som er en af GAF-festens arrangører.
På søndag, Første Påskedag, går det løs fra kl. 14. Her vil man kunne opleve kunst og musik direkte hjemme i stuerne.
”Med festen vil vi gerne give vores lille bidrag til at gøre livet under coronakrisen lidt sjovere. Vi håber at (vente)tiden hjemme i stuerne bliver forsødet en smule af de dygtige kunstneres optræden. Vi vil også gerne støtte og gøre opmærksom på kunstnerne, som også er hårdt ramt af konsekvenserne af coronaen”, siger Aske Jervin.
Performance-kunst udført live
Programmet starter kl. 14.00 hvor billedkunstner David Ramirez vil lave en underholdende performance. Han har lovet at det bliver sjovt for alle – også børn.
David Ramirez har en lang historie i Gellerup, hvor han har arbejdet med mange forskellige kunstprojekter. Han har arbejdet sammen med andre professionelle kunstnere, men også med områdets børn.
Kl. 16.00 vil Luna Ersahin fra bandet AySay spille en akustisk koncert med sang, saz og pandeiro.
Luna Ersahin er født ind i et liv med to kulturer som afsæt. Med en dansk mor og en kurdisk far fra Tyrkiet, hviler i hendes stemme en fortælling om helheden i de to halvdele. Fortællingen taler ind i skæbner delt af tusindvis af mennesker i dag, og Luna og AySay har fokus på gennem musikken at skabe nye, fælles fortællinger.
Kl. 19.00 spiller den herboende syriske komponist og oudspiller Maher Mahmoud en improviseret koncert.
Han er uddannet fra The Higher Institute of Music i Damaskus i 2010 og kom til Danmark i 2013. I 2019 dimitterede han fra Det Jyske Musikkonservatorium. Han har spillet i mange forskellige konstellationer, blandt andet med Damon Albarn, Brian Eno, Berlin Chamber Orchestra, Dunia Ensemble, Dicte, Blood-Sweat-Drum & Bass big band og sit eget projekt The Syrian Expat Ensemble.
Søndag den 12. April kl. 14.00-19.00 GAF-fest Online. Hele programmet vil blive streamet live både på GAF’s Facebook-side og Gellerup.nu’s Facebook-side. Arrangørerne tager forbehold for ændringer i programmet – det er jo coronatider!
Du kan se mere her.