Søndag morgen kl. 03:40 modtog Østjyllands politi en anmeldelse fra en borger, der ud for adressen Udsigten 10 i Brabrand havde truffet en 32-årig mand, som var blevet stukket i maven sandsynligvis med en kniv. Østjyllands Politi søger vidner til denne episode samt et røveri-forsøg på Brabrandstien tidligere på aftenen.
Manden blev indlagt og opereret og er nu udenfor livsfare. Det har endnu ikke været muligt for politiet at afhøre manden. Politiet har indledt en efterforskning og har ikke yderligere oplysninger til sagen for nuværende.
Østjyllands Politi er meget interesseret i at høre på telefon 114 fra borgere, som måtte have oplysninger til sagen.
Røveri på Brabrandstien
En 26-årig kvinde kom lørdag aften ca. kl. 22:40 cyklende ad Brabrandstien, da en ukendt gerningsmand A, kom cyklende bagfra og tog en pose fra kvindens cykelkurv. A væltede dog kort efter og kvinden tog sine ejendele igen. Herefter tog A fat i kvinden, tildelte hende knytnæveslag og forsøgte at vælte hende omkuld. Da kvinden begyndte at råbe, kørte A fra stedet på sin cykel i sydlig retning.
Manden beskrives som: Dansk af udseende, 30-40 år, 180-190 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Rød, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Mørkt/rødlig hår og fuldskæg. Hår og skæg havde samme længde, Talte: Dansk, Iført: Mørk brun hættetrøje, mørke bukser, iført mindre rygsæk med flaplukning., Medbragte: Cykel, muligvis Mountainbike.
Også her kan man hjælpe Østjyllands Politi med oplysninger på telefon 114.