Hvis du savner lidt udendørs spas og julehygge på én gang, er Brabrandstien ved de tre broer et godt sted at søge hen. Her har Bedre Byrum i Aarhus Kommune sat klokker op, så man selv kan spille en stribe kendte julesange.
De har tidligere gjort byen lidt sjovere ved at skabe kunst på busboblerne, blandt andet på Langdalsvej. Og nu slår de kreative folk i Bedre Byrum til igen.
De har hængt kulørte klokker på gelænderet ved de tre broer på Brabrandstien:
”Vi prøver at blive klogere på, hvordan ”akustisk tonal lyd” kan bidrage til oplevelsen af et byrum, og vi starter derfor med at teste det på en helt lavpraktisk måde,” siger projektmedarbejder Rune Hørdum Jørgensen.
Bedre Byrum har hængt klokker i forskellige farver op på gelænderet sammen med nodebilleder til de fire julesange ”Last Christmas”, ”Bjældeklang”, ”Nu tændes tusind julelys” og temasangen fra julekalenderen ”Tinka”.
Du behøver ikke at kunne noder for at spille med. Alene ved hjælp af farverne kan alle være med.
”Det er et forsøg på at teste lyd i byrummet og undersøge, om det kan tilføre noget tryghed. Vi håber, at folk vil lege med det, når de går eller cykler forbi,” siger Rune Hørdum Jørgensen.
Han har allerede fået et par reaktioner fra forbipasserende, som oplevede, at det var hyggeligt at spille julemusik på klokkerne. Han håber, at endnu flere får lyst til at fortælle Bedre Byrum om oplevelsen. Det kan man gøre via hans email jruh@aarhus.dk