
Hygge, fællesskab og masser af tennis. Det er formlen for en dejlig uge i sommerferien i Brabrand Bakker. Også i år kan Brabrand IF Tennis invitere til den nærmest legendariske sommercamp – efter et forår præget af corona-nedlukning.
Traditionen tro er det uge 27, der skal krydses af i sommerferie-kalenderen. Nærmere bestemt mandag til og med torsdag i tidsrummet kl. 10-15. Prisen er 600 kr. for alle fire dage, hvor du ud over masser af tennis også får dette års sommercamp t-shirt samt en lille snack hver dag.
Der er plads til 25 deltagere i alderen 6-16 år. Det er ikke et krav, at man på forhånd skal være rigtig god til tennis. Målet med ugen er, at de unge deltagere får spillet en masse tennis, men stadig oplever, at de har sommerferie.
Derfor har de fire trænere Sebastian Uggerhøj, Magnus Uggerhøj, Fillipa Funk og Josefine Hyldahl planlagt nogle dage fyldt med gode øvelser og sjove lege. Dertil kommer pauserne med plads til hygge og spas.
Det hele foregår på tennisanlægget i Brabrand Bakker, hvor bane 1-3 er de unges ugen igennem. Man skal selv medbringe en madpakke hver dag.
Man kan tilmelde sig på to måder. Hvis man er medlem af tennisklubben, så foregår tilmeldingen via klubbens hjemmeside. Er man ikke medlem af klubben, kan man tilmelde sig ved at sende en mail til kasserer Allan Jacquet på mailadressen kasserer@brabrand-if-tennis.dk. Man skal oplyse størrelsen på t-shirt`en ved tilmeldingen.