Lørdag d. 20. august strømmer Danmarks mest talentfulde unge roere til Brabrand Sø for at deltage i det traditionsrige stævne, Aarhus Open Regatta. Det er samtidig en forpremiere for arrangørerne, inden Brabrand om en måned får besøg af op mod 300 roere fra ni nationer til Baltic Cup.
Hele lørdagen vil der være fyldt med roere på og omkring Brabrand Sø. Den traditionsrige regatta Aarhus Open samler denne gang cirka 100 roere fra hele landet.
Hele dagen fra kl. 10 til midt på eftermiddagen vil der blive afviklet løb på søen. De fleste heats vil være på de kortere distancer 500 og 1000 meter, men der vil også være løb på den lange 2000 meter-distance, fortæller Sven Hagen Madsen, som står i spidsen for arrangementet.
Blandt andet vil nogle af landets mest talentfulde roere i alderen 15-17 år på Brabrand Sø afgøre, hvem der skal repræsentere Danmark ved det internationale stævne Baltic Cup, der afvikles på Brabrand Sø i weekenden d. 17.-18. september.
Det bliver første gang i mange år, at der igen afholdes et internationalt stævne på Brabrand Sø. Op mod 300 roere fra ni lande omkring Østersøen mødes her og ror mod hinanden.
Aarhus Open bliver hermed en forpremiere for arrangørerne, Aarhus Regattaforening, der står for regattaerne på Brabrand Sø.
Et naturligt valg
I 2019 foregik DM i roning på 2000 meter på Brabrand Sø, og det var det første af sin slags i længere tid. Arrangementet var så stor en succes, at folkene bag Dansk Forening for Rosport og Aarhus Open Regatta besluttede at gøre Brabrand Rostadion til et center for kaproere i fremtiden.
”Det er vigtigt for dansk roning, at vi kan afholde større mesterskaber rundt omkring i landet, og på baggrund af det nyligt afholdte DM, der blev en succes, så er Brabrand sø og rostadion jo et naturligt valg,” udtalte formanden for Dansk Forening for Rosport, Henning Bay Nielsen, dengang i en pressemeddelelse.
Det er den udvikling, der nu tages hul på med Baltic Cup.
Fine rammer på Brabrand Sø
Men først gælder det Aarhus Open. Her vil du også kunne opleve en række af landets helt unge roere i 13-15 års-alderen, der hovedsagelig vil dyste i 1, 2 og 4-mandsbåde.
Men også de imponerende ottere kan du opleve på Brabrand Sø, når to både vil kæmpe om det jyske universitets-mesterskab.
“Vi har en målsætning om, at det skal kunne lade sig gøre ro den lange distance på 2000 meter ved konkurrencer både på Bagsværd Sø og på Brabrand Sø. Det er det, der er drivkraften bag arrangementet i Brabrand,” fortæller Sven Hagen Madsen.
Han vurderer, at forholdene på Brabrand Sø udgør fine rammer for at kunne afholde internationale konkurrencer.
”Vi prøver løbende at modernisere forholdene yderligere. Dansk forening for Rosport har blandt andet indkøbt nyt moderne måltagningsudstyr. På længere sigt vil vi nok også forsøge at gøre forholdene bedre for tilskuerne ved på storskærm at kunne vise, hvad der foregår ude på vandet,” siger han.
Stå af cyklen ved Brabrand Rostadion
Arrangørerne har inden Aarhus Open ansøgt Østjyllands Politi om, at man må bede cyklende trafikanter på Brabrandstien om at stå af cyklen og trække den på strækningen fra Vandværksvej og forbi området, hvor Aarhus Open foregår.
Det har Østjyllands Politi sagt ja til, og der vil derfor blive opsat skilte, der opfordrer til, at hoppe af cyklen.
Sven Hagen Madsen forklarer, at hensigten er at skabe størst mulig sikkerhed og tryghed for både roere og trafikanter på stien. Der har ikke tidligere været deciderede sammenstød, men arrangørerne ønsker at forebygge mod, at der sker uheld.
Som ved tidligere regattaer vil 30-40 frivillige fra senior-roerne i Sero hele lørdagen være med til at sørge for gode rammer for de mange roere.