Det er efterhånden halvandet år siden, Brabrand har haft en koordineret affaldsindsamling, så det flyder med emballage, cigaretskodder og brugte mundbind. I morgen lørdag kan du igen give en hjælpende hånd med at holde Brabrand ren.
Da Danmarks Naturfredningsforening i marts 2019 kaldte til fælles affaldsindsamling, opstod der i hele Brabrand mange forskellige grupper, som gik ud og fyldte sækkevis med skrald.
Når der lørdag d. 19. september igen er affaldsindsamling, er der denne gang opslået langt færre arrangementer. Men på Silkeborgvej er Jette Jensen igen klar til at organisere indsamling af affald langs Silkeborgvej.
Langs den befærdede indfaldsvej bliver der smidt store mængder af affald, og der er igen meget at komme efter, mener Jette Jensen. Lørdag kl. 9.30 står hun klar med affaldssække og gratis morgenkaffe på parkeringspladsen over for Rema 1000 på Stenbækvej, og hun håber, at en del andre beboere også vil bruge en stump af weekenden på at holde lokalområdet ren.
”Man skal ikke tilmelde sig. Der kommer dem, der kommer,” siger Jette Jensen, som har oprettet denne begivenhed på Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside.
Hun har i øvrigt oplevet corona-nedlukningen som en tid, hvor flere har haft overskud til at samle affald, når de alligevel skulle ud at gå en tur i lokalområdet.
Affaldsindsamling i Gellerup
Også i Gellerup er flere beboere klar til at koordinere indsamling af affald i lokalområdet. Lørdag kl. 10.00 står Anna Fitzgerald klar med affaldssække på hjørnet ved City Vest og Gudrunsvej. Og efter indsamlingen er der mulighed for at drikke kaffe og te sammen i City Vest.
Senere på dagen, kl. 13.00, er der ligeledes affaldsindsamling i Gellerup. Her er mødestedet E&P Huset, Tinesvej 31.