En af Brabrands velkendte gamle industriejendomme er sat til salg. På Truevej 11 fyldte Dalsøgas flaskegas frem til 1976. Nu har Odd Fellow-logen 101 Hans Broge til huse i bygningen sammen med Psykologhuset og rammevirksomheden Lyrum Rammer.
Investerings- og projektmulighed i Brabrand med en markant beliggenhed. Sådan præsenteres ejendommen Truevej 11, der ligger centralt i Brabrand – og som nabo til det nye boligområde Høiriisparken, hvor den tidligere Jaka fabrik producerede blandt andet dåseskinke i stor stil frem til 2008. Det er hjertet af Brabrands tidligere industriområde.
Det var lidt af et industri-eventyr, de to brødre Henry og Ove Dalgaard Sørensen startede tilbage i 1944 på Langdalsvej, og da danskerne efter 2. Verdenskrig blev vilde med at bruge gaskomfurer, var Dalsøgas klar til at levere.
I 1958 opførte virksomheden den nu gul-malede bygning på Truevej 11, der husede både gasproduktion og kontorer. I slutningen af 1950´erne kunne virksomheden fylde 2500 flasker gas om dagen.
Det gik godt frem til 1976, hvor konkurrencen blev for hård for Dalsøgas. Virksomheden blev lukket, og ejendommen blev senere afhændet til brødrene Svend og John Nielsen. De to brødre var en del af Odd Fellow-logen, og da en ny gren af logen, loge nr 101 Hans Broge, blev stiftet foreslog brødrene, at logen overtog førstesalen på Truevej. Det skete i 1990.
For få år siden rykkede Psykologhuset ligeledes ind i bygningen, og det samme gjorde Lyrum Rammer i værkstedet, efter at de gamle fyldestationer til flaskegas var ryddet af vejen.
Men nu skal ejendommen sælges, og den vil give køberen masser af plads. De to lejligheder er henholdsvis 555 m2 og 621 m2, mens det samlede grundareal løber op i 2.708 m2. Sælgerne håber at få 6,8 mio. kr. for ejendommen. Du kan læse mere her hos Realmæglerne.
Læs også: