Hvis du både er glad for god mad og er med på et lidt anderledes spisearrangement med overraskelser undervejs, så har to kommende kaospiloter et godt tilbud til dig: D. 19. og 20. marts kan du få en overraskende restaurantoplevelse i Blixens i Gellerup.
”Jeg tør godt love, at det bliver lidt ud over det sædvanlige”, siger Martin Malone, som sammen med Johannes Wolter arrangerer de to middage under titlen ”Third Element Events”.
Udgangspunktet er tre retter god mad skabt i køkkenet hos Café Europa samt tilhørende drikkevarer. Men rammerne omkring middagen bliver ikke helt, som man er vant til fra restaurantbesøg. Martin Malone er ikke meget for at afsløre detaljer, men han vil dog godt sige lidt om, hvad man som gæst kan forvente:
”Det er for folk på udkig efter et godt måltid mad, og som samtidig er klar til at prøve noget nyt og sjovt. Vi vil gerne give folk en moderne og anderledes middagsoplevelse”, siger han.
De to arrangører går begge på kaospilot-uddannelsen og har de seneste uger haft base hos iværksætterne i Square One på Karen Blixens Boulevard. Her har de arbejdet på konceptet, som de nu er klar til at afprøve i praksis.
”Vi er klar til at tage de første skridt ind i restaurationsbranchen, hvor vi mener, der er nogle nye muligheder. Og samtidig vil vi gerne give vores støtte til det her lokalområde, der er et virkelig fedt sted at være.”
Vil afprøve nye ideer
Martin Malone kan hverken afsløre mødested eller menu endnu. Det vil blive meddelt i ugen op til middagene. Han vil dog godt fortælle, at maden vil være vegetarisk, og de tilhørende drikkevarer vil være alkoholfrie.
Han understreger, at de to arrangører ikke regner med at få overskud på middagene. Formålet er først og fremmest at afprøve nye ideer til, hvordan et restaurationsbesøg kan gøres til en mere spændende og utraditionel oplevelse.
Som nævnt er det Café Europa, der står for maden, mens de to kommende kaospiloter har udviklet menuen og står for resten af set up´et. Prisen bliver 295,- pr. kuvert, og man kan booke pladser til middagen på hjemmesiden Third Element Events, hvor tilmeldingerne allerede er begyndt at rulle ind.