I en tid, hvor det bliver stadig sværere at drive fysiske butikker, kan livsstils-butikken KAiKU på Langdalsvej fejre 10 års jubilæum i Brabrand. Fredag og lørdag kræser butikkens personale ekstra meget om kunderne med smagsprøver, vinsmagning, friskbagt pizza – og god kundeservice.
”Jeg blev helt rørt over at se, at folk stod i kø og ventede, da vi åbnede i morges. Det er bare så dejligt, at folk dukker op, for det er virkelig blevet svært at drive butik.”
Man kan se på indehaver Dorte Hansen, at hun midt på fredag eftermiddag stadig kan få en klump i halsen ved tanken om, at kunderne faktisk stod i kø foran hendes butik, KAiKU på Langdalsvej, da den midt på formiddagen åbnede på jubilæumsdagen.
At det ikke er let at drive en fysisk butik, kan hun sagtens tale med om. Selvom hun og hendes engagerede personale i den hyggelige butik i den gamle Dalsø Maskinfabrik gør alt det, eksperterne anbefaler, er det alligevel ikke let at holde en rimelig omsætning.
KAiKU er oppe mod de mange konkurrerende webshops, der lige så snart man har søgt på en vare, ”popper op” med enestående slagtilbud. Og så er der jo det kinesisk ejede Temu, der er nærmest umulig at konkurrere med på prisen.
De fleste af de nævnte online-virksomheder kunne ikke drømme om at bruge penge på en fysisk butik. Det vil aldrig kunne løbe rundt. Alligevel fortsætter KAiKU ufortrødent.
”For os giver det jo bare så god mening. Det med at møde nogle mennesker giver jo også en masse. Selvom vi har travlt, er det vigtigt, at vi møder kunderne, giver dem en god service og pakker deres gaver pænt ind,” forklarer hun.
”Selvom vores webshop får fem stjerner på Trustpilot, er det svært for os at være konkurrencedygtige, fordi vi jo ikke har mulighed for at give de samme rabatter, som andre åbenbart kan. Men vi oplever til gengæld, at der kommer flere kunder i butikken. Hvis folk skal ha´ en gave, ved de godt hvor de skal finde den.”
Dorte Hansen fortæller, at nogle kunder på jubilæumsdagen har beskrevet det at gå ind ad døren til KAiKU er nærmest som at tage på et wellness-ophold. Der er så mange rare oplevelser at få i butikken. Så meget spændende at kigge på.
Fredagen var en glædens dag i KAiKU, fordi mange nye ansigter kom ind ad døren, og ansigterne lyste op i et overrasket smil:
”Der kommer hele tiden folk ind, som ikke har været her før. De kan ikke forstå, at der kan ligge sådan en butik her i de gamle industribygninger. Selvom de har boet i Brabrand i mange år, har de aldrig været her før, og de bliver virkelig overraskede over, hvad de møder, når de træder ind i butikken,” fortæller Dorte Hansen.
Du kan stadig nå at opleve de mange aktiviteter, personalet i KAiKU har forberedt til jubilæet. Lørdag er butikken på Langdalsvej 46 åben kl. 10-15.