Brabrand Erhvervsforening har gennem årene udviklet sig til et stort lokalt netværk for lokale erhvervsfolk. Det prioriterer den nuværende bestyrelse i endnu højere grad end tidligere ved besøg hos lokale virksomheder. På tirsdag d. 8. oktober er Blue Room på Langdalsvej vært.
Der er mange måder at være fotograf på. Det kan for eksempel være én mand i en kælder – eller det kan være virksomheden Blue Rooms måde at skabe gode billeder.
Virksomheden har indrettet hele 3000 kvadratmeter til studier, redigeringsrum m.m. og huser desuden flere andre mindre virksomheder, som arbejder inden for tilknyttede områder.
Her har de 11 medarbejdere – 4 fotografer, 2 elever, 2 som arbejder med lager og kundeservice samt 3 fleksjobbere – deres arbejdsplads, hvor de løser visuelle opgaver for både små og store virksomheder.
De to indehavere, Ejgil Lihn og Frederik Sparvath, byder gerne både kunder og hele lokalområdet indenfor på besøg.
”Selvom folk godt ved, hvem vi er, bliver de tit overraskede, når de besøger os. Derfor inviterer vi gerne kunderne på kaffe her, så de kan se, hvordan vi arbejder. Det er lidt nemmere at forstå, når man selv har oplevet det,” siger Frederik Sparvath.
”Det er også årsagen til, at vi med jævne mellemrum holder fredagsbar. Så kan folk bedre forstå, hvad det er for en forretning, vi har, og hvad deres muligheder er.”
Vil gerne støtte op om netværket
Blue Room har til huse i den øverste ende af Langdalsvej i den tidligere Dalsø Maskinfabrik, som de to Brabrand-brødre Henry og Ove Dalgaard Sørensen i 1944 etablerede for at producere gasflasker til bl.a. Kosangas.
I dag huser de slidte industribygninger en lang række virksomheder – blandt andet produktionsselskabet Blue Room Production, der leverer billeder og video til en lang række private og offentlige kunder i hele landet.
Tirsdag d. 8. oktober kl. 7.30 inviterer Blue Room erhvervsfolkene i Brabrand Erhvervsforening til morgenseminar, hvor de vil vise rundt og fortælle om rejsen fra den spæde start for snart 15 år siden.
”Det er spændende, at Brabrand Erhvervsforening går i en mere netværksagtig retning, og at foreningen har lyst til at komme på besøg hos medlemmerne. Vi vil gerne støtte op om netværket og invitere alle de medlemmer, som har lyst, til at besøge os og se, hvad der er i de her gamle lokaler, som mange kører forbi hver dag,” siger Frederik Sparvath.
Voksende behov for billeder
Der bliver blandt andet mulighed for at høre om en branche, der har været under stor forandring gennem de sidste 10-15 år. Men kernen er stadig den samme, fortæller Frederik Sparvath:
”For 15 år siden troede man, at bl.a. 3D ville komme og overtage hele fotobranchen, men behovet for billeder er jo bare fortsat med at stige,” siger han. Også når det gælder kunstig intelligens, holder fotograffaget skansen:
”Man troede, at AI ville fylde meget mere nu, og vi har selv virkelig dykket ned i mulighederne og holder os godt opdateret. Men i virkeligheden fylder det ikke ret meget. Jo, selvfølgelig bruger vi AI-værktøjer, de er bare blevet indlejret i de eksisterende programmer. Så selvfølgelig kan vi mærke, at AI fylder mere – det har bare ikke ”overtaget” noget.”
Tilsvarende kan man hos Blue Room i mindre grad mærke, at print-kataloger og andre trykte produktioner efterhånden viger pladsen for digital kommunikation:
”Vi skal altid levere den samme høje kvalitet, uanset om et billede skal bruges på print eller på Instagram. Det er heller ikke så afgørende for os, om en video skal køre på YouTube eller TV2. Vi skal grundlæggende sørge for, at kvaliteten er i orden.”
Læs også: