Der er stadig en måned til jul, men i Brabrand kan du allerede nu tage for dig af den glade stemning, der hører julen til. I den kommende weekend, d. 25.-26. november, er der julemarkeder på Gasværket og i Brabrand Sognegård – og ligeledes julehygge hos Numero 46 på Langdalsvej.
Som de tidligere år har både Gasværket og Brabrand Aarslev Kirker valgt den sidste weekend i november til at drysse julestemning ud over bydelen.
Gasværket sørger som altid både lørdag og søndag kl. 11-16 for et hyggeligt og lokalt julemarked, hvor du kan finde dine julegaver blandt meget fint lokalt produceret kunsthåndværk.
Der er ligeledes mulighed for at slå dig ned og lade den gode stemning overvælde dig – eventuelt ved hjælp af et glas gløgg og et par æbleskiver. I det hele taget er der mulighed for at købe både varme og kolde drikke.
Basar støtter forældreløse børn i Tanzania
I Brabrand Sognegård er sognebasaren kun åben lørdag i tidsrummet kl. 10.30-15.00. Allerede kl. 10.00 indledes der med morgensang i Brabrand Kirke, og kl. 10.30 åbner alle boder og aktiviteter i sognegården:
- Tombola og amerikansk lotteri – Med et væld af fine gevinster
- Det grønne hjørne – Med kranse, dekorationer til advent og jul, lys, buketter mm.
- Boghjørnet – Spændende bøger til kuppriser!
- Retroguld – Gode og originale genbrugsting
- Børnetombola – Med sjove og søde børnegevinster
- Krea-aktivitet – Med leg, hygge og fremstilling af juledekorationer
- Krambod – Med lækkert bagværk, strik, muleposer, marmelade mm.
- Cafeteria – Med kolde og lune retter, kaffe og et væld af kager hele dagen
Basarens overskud går ubeskåret til at sikre mad, tøj og skolegang for forældreløse børn i Tanzania gennem Danmissions projekt Fremtidsbørn.
Du kan også støtte projektet direkte til MobilePay 28 66 99 88 eller kirkens bankkonto reg.nr. 1551, konto 10925800.
Se de finurlige skraldekasser
Når du alligevel er i sognegården, skulle du overveje at tage et kig på Jens Morten Frederiksens udstilling af farverige og finurlige ”Skraldekasser”, små universer med kvinder og mænd, der interagerer med hinanden. Det er små stykker dagligdag i en lukket kasse, hvor Rappenskralderne og Skraldemændene sætter hinanden på plads – ligesom uden for kasserne. Udstillingen kan ses frem til d. 6. december.
Julestue på Langdalsvej
Ligeledes inviterer blomsterværkstedet Numero 46 i den tidligere Dalsø Maskinfabrik på Langdalsvej 46 til julestue. Det foregår både lørdag og søndag kl. 10-16.
“Kig forbi lørdag eller søndag, hvor vi byder på et glas og en småkage,” skriver Numero 46 i invitationen. Du kan ligeledes bestille årets kalender-dekoration, dørkrans eller adventskrans.