
Onsdag var julestemningen flyttet ind på Lokalcenter Brabrand. Der var som altid mange boder med hjemmeproducerede kreationer – lige fra julepynt til strikkede sokker. Til gengæld kneb det mere med kunderne. Men for de fleste var det hyggen, der var det afgørende.
Mens det udendørs var en meget våd dag, var det helt anderledes at komme inden for på Lokalcenter Brabrand. Her blev man budt velkommen af den sædvanlige varme stemning, der altid ryger yderligere en tand i vejret, når der er julemarked.
Det bugnede af præmier ved tombolaen, hvor der endda var mulighed for en trøstepræmie, når man havde fået tre nitter. Og i cafeen var der kø til både formiddagskaffe og frokost.
I det store fælleslokale havde mange indrettet indbydende borde med farvestrålende hjemmeproduceret håndarbejde, suppleret af Vinkælderen på Hovedgaden, som på dagen havde skruet priserne yderligere en tand ned.
Ved en af boderne havde Birthe Ludvig ikke mere travlt, end at hun også kunne nå at passe strikketøjet. Hun passede en bod med flere veninders produktioner, men også her var der beskeden handel.
Hun er en del af en lille gruppe, som alle tidligere boede i den samme boligblok i Gellerup, men nu alle bor i den anden ende af Brabrand.

I en lang årrække har de hver tirsdag mødtes hjemme hos hende på Udsigten, hvor de hygger sig sammen, mens de arbejder med syning, strikning og hækling. For dem er julemarkedet på lokalcentret et af stederne, hvor de kan præsentere deres flotte produktioner.
Alt er hjemmelavet
Der blev snakket og grinet en masse rundt ved boderne, mens det til gengæld var lidt småt med handel.
”Det har ligesom lagt en dæmper på alting med det her corona. Folk tør nok ikke at gå ud. Og så hjælper det ikke, som vejret er i dag,” sagde Anna Larsen, som sammen med Gunhild Skovgaard kunne præsentere et fyldigt bord med mange forskellige kreationer.
”Vi har designet det hele lige fra bunden af. Alting er hjemmelavet. Vi går ikke på kompromis,” fortalte Gunhild Skovgaard.
De mødes hver tirsdag sammen med flere andre kvinder på lokalcentret og sidder og snakker, mens de er i gang med deres håndarbejde. Det bliver til ganske mange fine ting i løbet af et år, og så er det oplagt at forsøge at sælge nogle af dem på julemarkedet.
Men de kunne bekræfte, at salget gik lidt trægt i år. Men det betød i virkeligheden kun lidt i den samlede oplevelse:
”Det er i hvert fald hyggeligt. Hvor meget indtægt vi får, det kommer så i anden række. Men vi får stemningen,” sagde de – og tilføjede at de til gengæld ikke betaler for pladsen, sådan som man gør andre steder.