Veteraner og deres familier var søndag samlet til julehygge på Midtjyllands Veteranhjem på Edwin Rahrs Vej. Der blev klippet julehjerter, lavet flotte dekorationer og bagt masser af snobrød. Arrangementet var sponsoreret af Aarhus Kommunes veteran-pulje.
Når der rigtig skal være fest på veteranhjemmet på kanten af Langdalen, så kommer der en pølsevogn og serverer hotdogs – og sådan var det også søndag, hvor snobrød og popcorn over bål var andre lune tilbud sammen med gløgg og varm kakao.
Cirka 70 personer deltog, og de kunne høre rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, holde en meget personlig tale til veteranerne. Han fortalte om sin egen tid i en flygtningelejr i Libanon og takkede alle for deres indsats for Danmark rundt om i urolige hjørner af verden.
Også julemanden blev varmt modtaget i veteranhjemmets nybyggede lade, hvor arrangementet foregik. Han havde en gave med til de deltagende børn – ligeledes finansieret af Aarhus Kommunes veteranpulje. Endelig optrådte veterancentrets kor til arrangementet.
En af arrangørerne var Julie Hasselager, som i foråret blev ansat som veteranrådgiver i Aarhus Kommune. Hun kommer hver uge på veteranhjemmet og hjælper veteranerne med at finde vej i det offentlige system – om det så handler om at få et handicapskilt til bilen eller få skrevet et ansøgningsskema til dagpenge-systemet.
Julie Hasselager var som tidligere bestyrelsesmedlem i Midtjyllands Veteranhjem i forvejen kendt i Friis & Moltke-villaen på Edwin Rahrs Vej. Ansættelsen af hende var i øvrigt en del af den veteranstrategi, Aarhus Byråd i 2020 vedtog.
Sammen med daglig leder af veteranhjemmet Tanja Dahl Therkildsen og et stort antal frivillige var hun med til at sørge for en hyggelig dag for både børn og voksne.
Pølsevognen var i øvrigt sponsoreret af Danish Crown, og fakler og brænde var doneret af jem & fix. Både direktør Peter Frandsen i Danish Crown og salgs- og indkøbschef Peter Nyboe i jem & fix gør meget for at støtte veteransagen, fortalte Julie Hasselager.