
Danske Hoteller A/S, som Hotel Årslev Kro er en del af, kan fejre 35-års jubilæum og peger på et unikt set-up som forklaring på kædens mangeårige vækst. Hotelkæden ejes af knap 3000 aktionærer, som også er blandt hotellernes egne kunder.
Forretninger fungerer som udgangspunkt på den måde, at én part forsøger at sælge noget til en anden. I hotelkæden Danske Hoteller A/S er tingene imidlertid vendt en smule på hovedet. Her er der således med jævne mellemrum sammenfald mellem ejere og kunder.
Ifølge Danske Hotellers kommercielle direktør Jørgen Christensen er det netop dette særlige set-up, der udgør forretningsideen i hotelkæden, som blandt andet ejer Hotel Årslev Kro.
”Vi har helt fra begyndelsen haft et ønske om at udgøre lokale samlingspunkter i en form for symbiose med lokalbefolkningen. Derfor er hotelkæden i dag ejet af knap 3.000 aktionærer, som i vidt omfang er lig med hotellernes egne kunder,” siger Jørgen Christensen.
“Udover at investere i kæden erhverver de sig en række kontante fordele, for eksempel i form af billige hotelophold. Netop det lokale islæt og det tætte samspil med lokalbefolkningen er altafgørende for, at Danske Hoteller er lykkedes med at vokse i et svært marked igennem mange år. Vi er ikke one size fits all – snarere det modsatte,” siger Jørgen Christensen.
Han henviser til, Danske Hotellers koncept går ud på at bevare lokale hoteller i deres originale form frem for at presse et bestemt koncept ned over alle.
Kan mærke kærligheden
På Hotel Årslev Kro glæder direktør Sanne Mondrup sig til at byde både kendte og nye kunder velkomne i forbindelse med jubilæumsopholdene, der kan erhverves indtil den 30. april 2026.
Hun argumenterer for, at Hotel Årslev Kro er lykkedes med at bevare sit lokale særpræg samtidig med at være en del af en landsdækkende hotelorganisation.
”Vi har uden tvivl nydt godt af at blive en del af en velfungerende hotelkæde, der laver fælles indkøbsaftaler og har et fælles salgs- og marketingapparat. I vores branche er det meget ofte en fordel at være en del af et fællesskab, fordi det gør det enkelte hotel mindre sårbart for kriser og sæsonudsving,” siger Sanne Mondrup.
“Men vi har nu mindst lige så meget at takke lokalbefolkningen for. Vi kan virkelig mærke kærligheden fra det lokale erhvervsliv og private, som støtter os stort i forbindelse med møder, events og selskaber,” siger direktøren på Årslev Kro.
I sine første syv leveår kun bestod af ét hotel, nemlig nordjyske Hotel Dronninglund. Siden da har den udvidet med rundt regnet et hotel om året, således af kæden i dag består af 27 hoteller. Det gør Danske Hoteller A/S til Danmarks største hotelkæde uden for hovedstaden med cirka 500.000 gæster årligt.
I denne måned fejrer Danske Hoteller A/S 35-års jubilæum. Fordi kædens hoteller er så tæt bundet sammen med sine lokalområder, har ledelsen fravalgt en traditionel jubilæumsfejring for i stedet at tilbyde kunderne et attraktivt jubilæumstilbud.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Danske Hoteller A/S.
Læs også:
Årslev Kro har fået det grønne stempel: “Der går da lidt sport i det!”
