Det var op og ned for Brabrands fodboldhold lørdag eftermiddag. I Skive havde 2. divisionsholdet svært ved at få tingene til at fungere og tabte 1-3. Men til gengæld fik andetholdet i danmarksserien endelig en sejr og fik med 4-3 over fynske B.1913 for alvor tro på tingene i rækken.
Det bliver endnu et langt forår, hvor Brabrands 2. divisionsspillere konstant på kigge nedad. Lørdag kunne holdet have skabt et solidt udgangspunkt før de resterende kampe i kvalifikationsspillet, men efter en lidt iltfattig indsats måtte Brabrand-spillerne se hjemmeholdet løbe med en 3-1-sejr.
Udgangspunktet så ellers lovende ud. Skive havde ikke vundet siden 18. november, og havde tydeligvis også i første halvleg mod Brabrand svært ved at få tingene til at fungere. Men Brabrand formåede ikke at udnytte hjemmeholdets vaklende spil.
Det blev en underlig urytmisk første halvdel af kampen, hvor begge hold havde et utal af fejlafleveringer. Det gav mange dødbolde – og på én af dem viste Brabrands nye kantspiller Markus Bay, at han ved, hvordan man sparker til en fodbold.
Fra en position midt på Skives banehalvdel bankede han bolden på underkanten af overliggeren, mens hjemmeholdets målmand Nicolai Vinter Christensen så magtesløst til.
Markus Bay var i det hele taget i indledningen den eneste Brabrand-spiller, som havde ideer til, hvordan Skives forsvar skulle lukkes op. Han var lidt senere umådelig tæt på at slippe fri foran mål, da han tilsyneladende blev hægtet af en Skive-spiller i straffesparksfeltet. Men ingen straffespark til Brabrand i denne omgang.
Det var der til gengæld til Skive et kvarter senere, da holdets nye spiller Zifarlino Nsoni i den anden ende af banen faldt over Kasper Andersens udstrakte fod. Den lejede angriber med kontrakt i AGF, Frederik Ihler, vidste præcis hvad han skulle gøre ved den mulighed og sparkede sikkert Skive i spidsen.
Men ud af det blå fik Brabrand umiddelbart før pausen bragt balance i mål-regnskabet. Jesper Brinck smuttede til baglinjen, hvilket tilsyneladende tog Skive-forsvaret fuldstændig på sengen.
Andreas Pisani som ellers ikke havde været meget med i spillet i 1. halvleg, stod pludselig det rigtige sted og kunne sende en flad inderside sikkert i nettet til 1-1.
Passivt spil gav Skive chancen
Også efter pausen var kampen ganske jævnbyrdig. Ingen af holdene kunne rigtig få samling på spillet, og målchancer var der få af. Men så, et kvarter inde i anden halvleg, skiftede kampen karakter.
Brabrand-træner Tom Søjberg havde lige bragt frisk blod ind i kampen i form af midtbanespilleren Pedro Cortes og de to offensive folk, Christoffer Maul og Lasse Møberg. Men så var den i stedet gal i Brabrands ende af banen.
To gange på få minutter kunne Frederik Ihler profitere af passivt spil i Brabrands midterforsvar og bragte Skive på 3-1. Kort efter havde Skive yderligere et skud på overliggeren, og holdet spillede sig i det hele taget let igennem på basis af store Brabrand-fejl midt på banen.
Selvom det var Brabrand, der nu skulle søge initiativet for at ændre kampens gang, havde holdet svært ved at skabe ret meget. Brabrand-spillerne var ikke særlig gode venner med bolden, og Skive havde let ved at forsvare sejren hjem.
Trods nederlaget bevarer Brabrand førstepladsen i kvalifikationsspillet, men rækken er nu ganske åben før næste runde, hvor Brabrand lørdag får besøg af HIK.
Endelig sejr til Brabrands danmarksseriehold
Hjemme i Brabrand var danmarksserieholdet vært for et brag af et bundopgør mod fynske B.1913, hvor begge hold for alvor kunne bruge en sejr.
Troels Skovgaard Pedersen gav Brabrand en vidunder-start, da han bragte sit hold foran i det første minut, men gæsterne fik udlignet midt i halvlegen, inden Daniel Juul med to mål på fem minutter gav Brabrand en 3-1-føring inden pausen.
Det skulle blive endnu bedre for Brabrand, da Emil Sander Husum kort inde i anden halvleg udnyttede et flot forarbejde af Morten Ostenfeld til at øge til 4-1.
De seneste kampe har det Brabrand også været godt med, men det har knebet med at få sejrene i hus. Denne gang så det lovende ud – men Brabrand-spillerne lukkede dog efter 55 minutter gæsterne en smule ind i kampen igen, da de på basis af tøvende forsvarsspil lod B.1913 reducere til 2-4.
Og det skulle blive værre endnu. Ni minutter før tid fløjtede dommeren for indirekte frispark til fynboerne i Brabrands straffesparksfelt, og den mulighed benyttede gæsternes Jonas Bendtzen til at hamre bolden op i måhjørnet til 3-4.
Denne gang fik Brabrand dog sat en prop i hullet og var selv tæt på at score yderligere, blandt andet på fint spil af holdets nye angriber, Mikkel Terkelsen.
“Det var en utrolig vital sejr – og fuldt fortjent efter en fantastisk første halvleg. Her spillede vi det bedste fodbold, jeg har set mit hold spille i min tid som træner, og vi var i den første del af kampen overlegne i alle spillets facetter,” sagde Brabrand-træner Thomas Otkjær efter kampen.
Han så en anden halvleg, hvor spillet blev mere fysisk, end det behager de teknisk dygtige Brabrand-spillere, som derfor mistede grebet om kampen. Og Brabrand-træneren erkendte, at det blev lidt for spændende til sidst.
“Men spillerne arbejdede forbilledligt hele kampen, og vi er nu ubesejret i de sidste syv kampe. Vi har masser af momentum nu, og vi går ind til den anden halvdel af turneringen med en masse tro på, at tingene lykkes for os. Alle hader at møde os, og vi tror, at vi nok skal klare den i danmarksserien,” sagde han.
Foreløbig indtager Brabrand pladsen som tredjesidst – og øjnene er nu rettet på holdet lige ovenover, B.1909, som har fire points mere. Brabrand skal i næste weekend igen til Odense, denne gang for at møde OKS.