Når Aarhus Kommunes jobkonsulent i dag har første arbejdsdag i Iværksætterhuset i Gellerup, er det samtidig starten på et forsøg: Kan fokus på iværksætteri være med til at give unge ledige en god start på arbejdslivet?
Iværksætterhuset Gazellefarmen på Karen Blixens Boulevard åbner i dag officielt. Samtidig begynder en nyansat jobkonsulent at indrette sig i huset. Som noget helt nyt skal konsulenten have fokus på iværksætteri i mindst lige så høj grad som på muligheden for at få ledige i job.
”Vi er rigtig dygtige til at få folk til at blive lønarbejdere, men vi kan blive meget bedre til at få dem til at blive iværksættere,” siger specialkonsulent Anne Marie Frederiksen, Aarhus Kommune.
Forsøget er inspireret af projektet ”Langtidsledige ta´r téten”, hvor kommunen giver 50.000,- kr. til ledige, som kan fremlægge en idé eller plan, der kan bringe dem i arbejde.
”Det har været overraskende, at mange af de unge faktisk har haft ønsker om at starte egen virksomhed. Måske har vi her haft en blind plet, når vi ikke tidligere har haft det fokus. Nu prøver vi, om vi kan forløse det potentiale hos nogle”, siger hun.
Tanken om iværksætteri tænder en gnist
Indsatsen er rettet mod unge, der er på kanten af arbejdsmarkedet og ikke nødvendigvis har en Bill Gates eller Mærsk McKinney Møller i maven. Men derfor kan man meget vel have, hvad der skal til for at starte en lille virksomhed.
En anden mulighed er, at man kan stykke sin indkomst sammen af flere forskellige ting, for eksempel 15 timer i en pølsevogn og resten af indtægterne ved egen gartnervirksomhed. Det er en klar tendens i tiden, at der bliver flere af den type kombinerede lønmodtagere og iværksættere, forklarer Anne Marie Frederiksen.
I øvrigt er det ikke et absolut mål, at ideer om iværksætteri absolut fører til en nystartet virksomhed.
”Vi har tit set, at når man begynder at tale om muligheden for at starte noget selv, tænder det en gnist hos de unge, så de går i gang – og går ud og finder et arbejde. Snakken om at drive egen virksomhed kan ofte aktivere deres energi og lyst til at komme videre.”
Det kan for eksempel være en ung mand, som er meget interesseret i at udvikle computerspil, og så er første skridt måske at få en praktikplads hos et firma, der udvikler spil. I sidste ende får personen sig måske et job i den virksomhed, og det vil også være et rigtig fint, understreger Anne Marie Frederiksen.
Ansættelsen af jobkonsulenten med arbejdssted i Iværksætterhuset i Gellerup er et forsøg, som Aarhus Kommune vil følge nøje:
”Vi har ikke gjort det på denne måde før, hvor konsulenten sidder ude blandt borgerne. Vi er meget spændte på, hvad der kommer ud af det”