Både spillere og tilhængere hang med næbbet efter onsdagens 1-1-kamp mod Aarhus Fremad. Men oprykningschancen er der stadig, når Brabrand mandag kl. 14.00 løber på banen til den sidste hjemmekamp i forårets oprykningsspil, hvor modstanderen er Jammerbugt FC. Det kræver dog en del hjælp udefra.
En del folk fra Brabrand havde onsdag aften taget turen til det nordlige Aarhus, nærmere bestemt Riisvangen Stadion, hvor Aarhus Fremad har hjemmebane. Her skulle Brabrand forhåbentlig tage endnu et skridt i retning af 1. division i fodbold.
En sejr var nødvendig for at holde trit med de nærmeste rivaler, Kolding IF. Og det startede forrygende denne lune forårsaften. Der var ikke spillet mange minutter, før Brabrand viste den skarphed og kompromisløshed, der har kendetegnet holdet de seneste kampe.
En nærkamp blev vundet midt på banen, og hurtige Mike Kaljo blev sendt af sted på højrekanten. Den 29-årige kantspiller har med sin hurtighed og skarpe driblinger været en afgørende faktor i mange kampe – og her strøg han fuldstændig uimodståeligt forbi Fremad-backen og spillede bolden perfekt på tværs til Frederik Poulsen, som kunne hamre bolden sikkert i mål til 1-0. Sikke en start.
Brabrand fortsatte med at være dominerende i de første 25 minutter, inden Fremad med hårdt arbejde på midten af banen matchede de blåklædte Brabrand-spillere bedre og bedre.
En forbitret fight
Aarhus Fremad er stærke i det koordinerede presspil, og midt i første halvleg lagde hjemmeholdets spillere netop et tungt pres på Brabrand, der ikke kunne få bolden væk fra farezonen – og så endte det med, at en Fremad-spiller blev fældet i et gennembrud. Straffespark og sikker scoring. 1-1.
Resten af kampen blev en forbitret fight mellem to hold, der ser hinanden som arvefjender. Aarhus Fremad havde forspildt chancerne for oprykning, men muligheden for at stikke en kæp i hjulet på Brabrand var tilsyneladende motivation nok.
Målchancer var der ikke mange af. Brabrand-spillerne havde en af de dage, hvor der blev truffet en del forkerte beslutninger. Og selvom træner Tom Søjberg forsøgte at bringe nye kreative kræfter i spil, hjalp det ikke.
Og Fremad-spillerne var tilsyneladende tilfredse med ikke at tabe og brugte de fleste kræfter på at holde Brabrand væk fra målet. 1-1-resultatet var nærmest uundgåeligt, selvom Brabrand forsøgte og forsøgte…
Der er stadig en chance…
Både spillere og tilhængere luskede slukørede hjem fra Riisvangen Stadion – mange nok med en fornemmelse af, at dét var så dét. Kolding havde samtidig vundet 1-0 hjemme over Ringkøbing og havde nu et forspring på fire points. Mon ikke andenpladsen nu var væk?
Efter at have sovet på det en nat eller to er håbet nok bevaret, inden Brabrand løber på banen til mandagens kampen mod Jammerbugt FC. For der er stadig en realistisk mulighed.
De benhårde krav er dog, at Brabrand skal vinde både kampen mod Jammerbugt FC og udekampen i sidste runde mod HIK. Og samtidig må Kolding IF højst få et enkelt point i holdets to sidste kampe.
Med Brabrands opadgående formkurve de foregående kampe kan holdet med rimelighed håbe på sejre. Men er det virkelig realistisk at tro på, at Kolding kun får ét point i de sidste to kampe?
Mandag venter en meget svær hjemmekamp mod Middelfart, hvor æren i samme grad som i onsdagens århusianske opgør er på spil. Og så skal Kolding en tur til Pandrup for at møde Jammerbugt FC i den sidste kamp. Alt kan stadig ske…