En af Brabrands meget aktive kunstnere, Jill Namø, udstiller i april sine billeder på Åby Bibliotek. Udstillingen hedder ”Civilisation? ” og tager beskuerne med ud på ursletten, til Middelhavet og ud i rummet. Der er fernisering på udstillingen lørdag kl. 13.00.
Jill Namø er oprindeligt læreruddannet med formning som linjefag og har siden 1998 malet oliemalerier og arbejdet med gouache-maling. Hun har i en årrække været en del af ”Victoristerne”, som i Galleri Victor bag Det Gamle Gasværk på Byleddet har deres værksted.
Desuden er hun også en del af kunstnergruppen KUNST8220, og hun er også med til at male på det helt store lærred i Gellerup som en del af De Glade Gavlmalere. Her har hun både været med til at bringe liv i bydelen med et nyt gavlmaleri på Inger Christensens Gade og bl.a. lavet et nyt maleri for enden af Nordgårdhallen.
Jill Namø fortæller om sin kunst:
”Jeg forsøger først og fremmest at fastholde og videregive stemninger. Helt uanset motivet. Det er også det, jeg selv “indsuger” ved alle slags kunstformer. Præcision er ikke vigtig for mig, ofte tværtimod. Humor er også dejligt brændstof.”
”Der er emner jeg vender tilbage til. De mørkeste billeder bliver vist nok malet om vinteren, og så kommer længslen mod lyset. Denne vinter har jeg været et lag dybere nede i ”urstemningen”.
Udstillingen hedder som nævnt ”Civilisation?”, og temaerne tager beskuerne med ud på ursletten, til Middelhavet og ud i rummet. Malerierne er ekspressive, og en del af dem er mørke.
Der er fernisering på Åby Bibliotek lørdag den 1. april kl. 13. Man kan også møde Jill Namø på biblioteket den 18. April kl. 12-13 og den 20. April kl.17-18.