Han er blevet interviewet af DR, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og mange andre. Han har været i Liga på P3 og i studiet på Eurosport. De sidste dage har den tidligere Brabrand-spiller Jesper Brinck været en ombejlet herre – og torsdag aften ventede den største kamp i karrieren.
Opdatering: KI Klaksvik tabte torsdag aftens kamp i Irland med 3-1 til Dundalk FC, som så får pladsen i Europa League.
”Det er kæmpestort – det er færøsk fodboldhistorie. Der er aldrig et hold, der er kommet så langt, og vi står på kanten til et Europa League-gruppespil. Det er fuldstændig vanvittigt.”
Sådan siger 31-årige Jesper Brinck til DR i et interview efter den meget omtalte fodboldkamp i sidste uge, hvor KI Klaksvik hjemme på Færøerne lammetævede Dinamo Tbilisi fra Georgien med 6-1 i kvalifikationen til Europa League.
Jesper Brinck havde gode oplevelser med Brabrand IF, som han var med til at føre op i den danske 1. division. Men det når trods alt ikke de samme højder, som opholdet på Færøerne har givet ham.
Især de sidste dage har været vilde. Kampen mod georgierne blev spillet i Thorshavn, da Klaksvigs eget stadion ikke er godkendt af UEFA. Og da spillerne kommer ind i omklædningsummet efter sejren, får de at vide, at der hjemme i Klaksvik venter en varm modtagelse.
”Da bussen så triller ind i byen, kan vi se, at der holder i biler i lange baner, folk står med romerlys, og på stadion synger de den ene sang efter den anden, mens hele den ene langside er fyldt op”, har Jesper Brinck fortalt til Ekstra Bladet.
Allerede inden spillerne kom til Klaksvik, havde spillerne dog fået en lille hilsen fra det lokale bryghus i Klaksvik, der havde sendt en vogn til Thorshavn med øl til spillerne.
Klart den største kamp
Sikke en fest – og få dage efter er Jesper Brinck og de øvrige Klaksvik-spillere nu rejst til Irland for at se, om de kan præstere det vildeste, et færøsk fodboldhold nogensinde har præsteret: At kvalificere sig til gruppespillet i Europa League.
Modstanderen er det irske hold Dundalk, og spillerne fra Klaksvik håber og tror, at de også kan tage det sidste skridt.
”Stemningen er super god. Vi glæder os så meget til kampen og håber selvfølgelig på en sejr,” skriver Jesper Brinck i en sms fra Irland.
”Jeg forsøger at være helt afslappet – det er jo grundlæggende “bare” fodbold. Men det er klart den største kamp i min karriere.”
Jesper Brinck fejrede allerede i efteråret 2019 triumfer med KI Klaksvik, da holdet blev færøsk mester, og der var stor fest i den lille by med 5000 indbyggere. Men det vil formentlig blive overgået af den festivitas, der bliver, hvis holdet vender hjem fra Irland som sejrherrer.
Jesper Brinck har i øvrigt netop annonceret, at han tager en tredje sæson i KI Klaksvik.
Fodboldkampen Dundalk-KI Klaksvik spilles torsdag aften kl. 20.30. Du kan følge kampen via dette link.