Brabrand-Årslev Fællesråd har besluttet, at der i år ikke skal være juleudsmykning i Hovedgaden i Brabrand. Det har været en svær beslutning, siger formand Chresten H. Ibsen. Han mener, kommentarerne til beslutningen har været lødige og velargumenterede.
Det var en svær beslutning, Brabrand-Årslev Fællesråd skulle træffe. Med Ruslands invasion i Ukraine, den efterfølgende energikrise og de stigende krav om at spare på CO2-udledningen, var julelys blevet et varmt politisk emne. Det var et dilemma.
Skulle man spare på julebelysningen i Hovedgaden i år?
”På den ene side vil vi gerne spare energi og dermed CO2 og bidrage til et bedre klima. På den anden side ved vi, at julelys betyder noget særligt for mange medborgere op til hjerternes fest.”
Sådan skrev formand for fællesrådet, Chresten H. Ibsen, søndag eftermiddag i Facebook-gruppen Brabrand Beboerne. Og han leverede selv svaret: Det blev et nej til julebelysning i år.
”En ærgerlig og trist beslutning”
Det var dog en kompleks og svær beslutning, som du kan læse mere om nedenfor. Der var gode argumenter både for og imod. Derfor var fællesråds-formanden også spændt på den efterfølgende debat i Facebook-gruppen. Men den forblev lødig, og der blev argumenteret godt for både et ja og et nej til julelys.
”Jeg synes, det er en ærgerlig og trist beslutning. Jeg forstår godt de fornuftsbaserede bevæggrunde, men jeg synes, at vi – i en tid som denne, hvor så meget andet er ekstra svært for mange – skal huske på, at julelysene på Hovedgaden giver glæde til rigtig mange mennesker, inklusive de mange børn, der går på Engdalskolen og møder om morgenen, hvor det stadig er mørkt,” lyder det i en af kommentarerne til fordel for julebelysning.
Andre skriver, at de er tilfredse med beslutningen og takker for en velovervejet, velgennemtænkt og transparent beslutningsproces.
Chresten H. Ibsen er glad for debatten, selvom der ikke er enighed.
””Jeg ville ønske at vi kunne finde en løsning alle kunne bakke op om. Men kommentarerne er fine, lødige og velargumenterede. De viser, at der ikke var nogen nem beslutning. Jeg kan sagtens følge dem, der havde glædet sig til julebelysningen, fordi det er hyggeligt og en god tradition. Det kan godt føles lidt trist uden den”.
Fællesrådsformanden understreger, at beslutningen om at droppe juleudsmykningen kun gælder for i år. Fællesrådet vil tage diskussionen næste år og overveje, om beslutningen så skal være anderledes.
Julebelysning uden lys
Anders Koba Jensen fra Brabrand El var ellers som de tidligere år klar til gratis at sætte julebelysning op i Hovedgadens lygtepæle.
Fællesrådet overvejede som nævnt længe for og imod – og mange mulige mellemløsninger: At sætte pynt op uden lys, at nøjes med at tænde hver andet lys, at forkorte tændingstiden m.m.
Hos Aarhus Kommune var der ingen hjælp at hente. En henvendelse til Aura Energi om at få sikkerhed for grøn strøm, gav heller ikke klarhed. I fællesrådet var der forskellige synspunkter, så det endte med, at formanden traf beslutningen:
”Det blev den etisk forsvarlige løsning. Den, hvor vi ikke belaster miljøet. Det blev at sætte julelys op UDEN at tilslutte strøm,” skriver han i Facebook-opslaget.
Elektriker Anders Koba Jensen svarede dog, at for ham gav det ingen mening at sætte julebelysning op, som der ikke var lys i. Og derfor blev beslutningen at droppe julepynten i år.