
Det seneste år har arealerne omkring Salling Groups hovedkontor i Årslev været under stor forvandling. De store græsplæner uden læ for insekter og smådyr er blevet omdannet til en biodiversitetspark fyldt med grønne oaser til glæde for både insekter, dyr og medarbejdere.
Gør det overhovedet en forskel at udskifte de pæne, nyslåede græsplæner med vildtvoksende blomster og urter?
Jo, det kan Hede Danmark, som har stået bag skabelsen af Salling Groups nye biodiversitetspark dokumentere:
”Vi satte her i maj en sensor op på bagsiden af huset for at dokumentere, om der faktisk kommer insekter. Og det gør der. Hvis man sammenholder med ganske traditionelle græsarealer, så er mængden af insekter her ved Salling Group nu dobbelt så stor som på en traditionelt klippet græsplæne.”
Det sagde afdelingschef Carsten Damgaard, Hede Danmark, torsdag eftermiddag ved åbningen af biodiversitetsparken. Og han understregede, at insekterne er vigtige for at få større biodiversitet.
”Når vi får flere insekter, så giver det flere fødemuligheder til de andre dyr i området. Vi ved, at insekterne er bunden af fødekæden, og jo mere man øger mængden af insekter, jo mere øger man biodiversiteten,” sagde han.
”Et lille bidrag til løsning af klodens udfordringer”
Allerede når man ankommer til Salling Groups hovedkontor i Årslev, får man en fornemmelse af forandringerne: Et indgangsparti prydet af kampesten, store raftehoteller, flere træer og en vild blomstereng møder én allerede på vejen ned ad Rosbjergvej.
Arealerne omkring hovedkontoret har det seneste år været under stor forvandling. Til glæde for både insekter, dyr og ikke mindst medarbejdere er 11.000 m2 blevet omdannet til grønne oaser beplantet med blandt andet enggræs, mosebølle, aronia og benved, som alt sammen er med til at booste den lokale biodiversitet.
”I det store hele er vores biodiversitetsanlæg blot et lille bidrag til løsning af klodens udfordringer. Men vi håber, at vi med tiltaget både kan skabe en forbedring lokalt, og samtidig inspirere andre og hinanden til at gøre en forskel, hvor vi kan,” sagde HR-direktør i Salling Group, Louise Gade.

Problemet med de såkaldte ”græs-ørkener” er, at kun meget få plantearter kan vokse på en plæne, der slås. Når blomster og urter ikke får lov at blomstre, er fødegrundlaget for insekter og dyreliv ganske enkelt ikke til stede.
For eksempel kan citronsommerfuglen kun leve, hvor planterne tørst eller brietorn er til stede. Derfor er der plantet tørst i biodiversitetsparken, og med lidt held kan man få øje på sommerfuglen i området.
Ugens gode tilbud i parken
Udover et lokalt boost af biodiversiteten skaber parken også nye muligheder for hovedkontorets 1500 medarbejdere.
”Biodiversitetsparken giver vores medarbejdere mulighed for at bevæge sig udenfor i helt nye og stimulerende omgivelser, og jeg tror på, at det vil skabe grobund for nye kreative måder at løse udfordrende arbejdsopgaver på, ligesom det er godt for vores alles mentale sundhed at være i naturen,” fortalte Louise Gade.
Den golde græsplæne rundt om hovedbygningen er blevet omdannet til et walk’n’talk-område, hvor medarbejdere kan kombinere faglig snak med frisk luft til tankerne. Med skulpturelle insekthoteller, udskårne træstammer og duftende blomster og planter i walk’n’talk-området, bliver der talt til sanserne.
Ved åbningen af parken refererede Louise Gade i sin tale til ugens tilbud i dagligvarekæderne Netto, Føtex og Bilka, da hun sagde til de mange fremmødte medarbejdere:
”I biodiversitetsparken er det ikke et excel-ark men vejr og vind, der styrer ugens gode tilbud. så det skal I selv ud og mærke og se efter. Men I kan være sikker på, at der er rigtig gode tilbud hver eneste uge.”
