Uanset hvor længe frosten bevarer sit tag i Brabrand og resten af Østjylland, kan du godt glemme alt om at bevæge dig ud på Brabrand Sø og Årslev Engsø. Aarhus Kommune tillader det ikke. Til gengæld er isen ved at kunne bære bl.a. på søerne i Skjoldhøjkilen.
Teknik og Miljø og Kultur og Borgerservice holder øje med is-tykkelsen i seks søer i Aarhus Kommune, som kan tages i brug, når isen er tyk nok. Det er dog endnu ikke tilfældet, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Is-tykkelsen skal være mindst 16 cm, og alle seks steder mangler der endnu nogle få centimeter.
Forleden blev isen i Brabrand Sø ifølge Stiften målt til at være 15 centimeter tyk. Men alligevel vil de større søer som Brabrand Sø og Årslev Engsø ikke blive åbnet for skøjteløb og andre is-lege.
Kommunens fagfolk mener, at blandt andet strømforholdene betyder, at is-tykkelsen er mere uforudsigelig.
Rådmænd glæder sig
Men rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, glæder sig over, at det nu snart vil være muligt at komme ud på isen andre steder i Aarhus:
”Det er så sjældent, at vi har så kolde vintre i Danmark, at søerne fryser til. I en tid, hvor vi ikke kan lave så mange ting som normalt, vil vi gerne gøre det muligt for flere at komme ud på isen,” siger han.
”Derfor er vi ved at undersøge flere steder, hvor man komme ud at stå på skøjter. Vi håber, at århusianerne vil benytte sig af tilbuddet, når isen kan bære, men opfordrer også til, at man passer på sig selv og hinanden.”
De seks lokaliteter, som man undersøger, er spredt ud over kommunen for at undgå, at der samles for mange. Bortset fra Stadionsøerne er der tale om Aarhus Vands regnvandsbassiner, hvilket betyder, at vandstanden er lav. Det betyder også, at risikoen for uheld er mindre.
”Coronaen har fået mange mennesker ud i naturen. Jeg glæder mig til, at vi kan få åbnet for aktiviteter på kommunens søer og vandsteder, så det kan give lidt glæde, bevægelse og modvirke corona-tristheden. Jeg vil dog gerne opfordre alle til at overholde restriktionerne og vise hensyn til hinanden,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.
De seks søer der snart er klar
Vilhelmsborg Skov Beder: Beder Landevej nr. 6, 8330 Beder. (Parkering mulig langs vejen).
Klokkeskoven Stavtrup: Hjørnet af Klokkeskovvej og Jarlsmindevej, 8260 Stavtrup. (parkering ikke mulig).
Skjoldhøjkilen Brabrand: Lenesvej nr. 23, 8220 Brabrand. (God fin P plads i gåafstand) man kan også kælke i området.
Hovmarken Lystrup: Sønderskovvej 140, 8520 Lystrup. (Ingen P muligheder, skal gå/cykle).
Skødstrup Syd: Grenåvej 632, 8541 Skødstrup. (Tostore P pladser tæt på).
Stadionsøerne: Stadion Allé 76, 8000Aarhus C (Gode P forhold)
Når isen på de seks søer er tyk nok, vil der blive sat skilte op. Herudover bliver derudsendt en kort pressemeddelelse. Man kan derudover kan holde sig orienteret på Facebooksiden ”Natur & Miljø i Aarhus” og på ”AarhusGuiden.”