Mens der er uro rundt om i verden, forsøger 13-årige piger fra Brabrand, Agnes Warming Nielsen og Ida Lak Risager, nu at gøre en forskel for hjemløse i Aarhus. På søndag d. 13. marts kl. 10-14 samler de brugt tøj ind til folk, som har brug for det.
Jakker, sweatre, sokker, skiundertøj – i det hele taget lunt tøj til folk, som det meste af tiden opholder sig udendørs. Og soveposer – men også undertøj til kvinder. Det er, hvad organisationen Hjælp til Hjemløse lige nu efterspørger til byens hjemløse, nu hvor foråret er på vej, men hvor aftener og nætter stadig er en meget kold oplevelse.
Det vil Agnes Warming Nielsen og Ida Lak Risager gerne hjælpe med. De er med i De grønne Pigespejdere, der holder til i Rønnebo på Nordentoftsvej 7. De taler en del om de 17 verdensmål og er i øjeblikket i gang med at gøre, hvad der skal til for at kunne bære mærket ”Sammen ændrer vi verden” på den grønne spejderuniform.
Derfor har de kontaktet Hjælp til Hjemløse i Aarhus for at høre, om der er brug for tøj til byens hjemløse. Og det er der i dén grad. Så nu appellerer de to piger til, at familier i Brabrand graver dybt i tøjskabene og finder varmt tøj frem, der ikke længere er i brug.
Det kan afleveres i Brabrand Sognegård søndag d. 13. marts i tidsrummet kl. 10-14. Pigerne byder så på en kop kaffe og måske en hjemmebagt småkage.
De kender ikke selv hjemløse, men de forestiller sig, at nogle af de mennesker, der lever på gaden i Aarhus ikke har tøj nok. Måske har de svært ved at spørge andre mennesker om hjælp, fordi det er lidt pinligt?
”Vi går måske selv og har det lidt nemt i hverdagen. Vi har mad på bordet hver dag og i virkeligheden også mere tøj, end vi har brug for. Jeg føler ikke selv, at jeg lever i luksus, men det gør jeg jo i forhold til så mange andre,” siger Agnes.
De er godt klar over, at mange familier i Brabrand måske mangler overskuddet til lige at få fundet det tøj frem, der alligevel ikke bliver brugt. At få afleveret den gamle jakke, der er gået af mode, og som man alligevel ikke går med mere. Men de minder om, at følelsen af at have hjulpet andre er rigtig god.
”Vi håber da, at der kommer nogen – ikke nødvendigvis overvældende mange. Men vi vil blive virkelig glade, hvis nogen vil bidrage,” siger de.
Det brugte varme tøj kan afleveres søndag d. 13. marts kl. 10-14 i Brabrand Sognegård, Engdalsvej 1.