I dag, Kr. Himmelfarts Dag, byder kirkerne i Brabrand og Årslev velkommen til sognepræst Pia Husted Blok, som er blevet ansat med en ansættelsesgrad på 50 procent. Det sker kl. 9.00 i Sdr. Årslev Kirke, hvor gudstjenesten efterfølges af bobler og kransekage. Og i Brabrand Kirke indsættes Pia Husted Blok kl. 11.00 med efterfølgende let frokost i sognegården.
På et velbesøgt informationsmøde i Brabrandhallens pejsestue onsdag aften fortalte hovedformand i Brabrand IF, Kim Groth, om planerne for en kommende ombygning og udvidelse af idrætsanlægget på Engdalsvej. Der blev især talt om indretning af det nye idrætsanlæg, hvor flere havde gode forslag og ideer. Desuden blev parkeringsforholdene og mulighederne for placering af solceller diskuteret.