I eftermiddag og aften kl. 14-19 inviterer Sports- og Kulturcampus i Gellerup til Kultur Bazar på Verdenspladsen. Du kan smage på mad fra hele verden og opleve optræden af de dygtige artister fra Cirkus Tværs og raplinjen og danselinjen CC-Crew hos FGU. Desuden er der koncert af medlemmer af Aarhus Symfoniorkester.
Brabrand IF Badminton har fået ny seniortræner, Mickey Lykkegren. Han er 24 år, bor i Stavtrup og spiller selv i 1. division i Højbjerg Badminton Klub. Han har som ungdomsspiller bl.a. vundet DM for hold og EM i U13. Som træner har han trænet miniton, ungdom og senior fra begynder- til eliteniveau.
Café Æblehaven er nu for alvor gået ind i sommertiden. Den hyggelige café ved Brabrand Sø holder nu åbent hver dag kl. 10-21, skriver Æblehaven på Facebook.
Da Veteranhjem Midtjylland fejrede Grundlovsdag, fik veteranhjemmets ældste frivillige, Poul Boye Larsen, overrakt skjoldet og titlen som æresmedlem. Lokalbestyrelsesformand Peter Suárez holdt tale og roste ham for den store indsats, han har ydet for Danmark, og ikke mindst de mange timer han har brugt på at være frivillig og vært på veteranhjemmet.
Også iværksætterhuset Square One på Karen Blixens Boulevard 21 holder åbent hus. I tidsrummet kl. 14-16 kan du opleve startup-huset, der tilbyder et kreativt fællesskab, lave huslejepriser og rådgivning i forbindelse med start af egen virksomhed. Abdirahman Shafici, som selv har vundet Børsens Gazellepris flere gange, tilbyder hver torsdag sparring til nye iværksættere.
I eftermiddag kl. 15-18 holder FGU Aarhus Vest ligeledes åbent hus i lokalerne i Sports- og Kulturcampus med rundvisning på skolen, taler, rap, dans m.m. FGU er i løbet af foråret flyttet ind i Sports- og Kulturcampus og har også lokaler på den anden side af Karen Blixens Boulevard i beboerhuset Yggdrasil samt i opstillede pavilloner i området.