I dag kl. 14-17 starter et nyt initiativ i Gellerup, nemlig Torvedag på Verdenspladsen. Det er Sports- og Kulturcampus der bringer liv og aktivitet på pladsen mellem de to centrale bygninger, Samlingshuset og Bevægelseshuset. Det sker med alt fra loppemarked og kunst til sportsaktiviteter og optrædener. Verdenspladsen bliver indrettet med møbler, som danner plads og skaber rum til liv og fællesskaber.
Der var genvalg til alle, da Brabrand Erhvervsforening onsdag holdt generalforsamling. Det betød, at Rikke Lykkegaard, Thomas Schioldan Sørensen, Kim Groth og suppleant Mads Veirup blev valgt, og de fortsætter arbejdet i bestyrelsen sammen med formand Henrik Bastrup Jacobsen, næstformand Michel Niemann og bestyrelsesmedlem Henrik Flugt. Efter generalforsamlingen var der rundvisning i Salling Groups hovedsæde på Rosbjergvej.
I aften kl. 19.00 er det Brabrand IF Tennis´ tur til at holde generalforsamling. Det foregår i klubhuset på Stenbækvej 17A.
Mange skolebestyrelser i Aarhus siger nej til at godkende næste års budgetter i protest mod et kæmpe underskud på kommunens skoler, skriver Stiften. Skole og Forældre i Aarhus skriver i en pressemeddelelse, at de forældrevalgte repræsentanter slår alarm, fordi underskuddet på specialområdet i Aarhus Kommune er steget til 112 mio. kroner i 2024. Det er en underfinansiering på 92 procent i forhold til budgetterne, og kommunens melding er, at pengene skal findes lokalt på skolerne.
Der var så mange aspekter og vinkler på weekendens Centrum Vest festival i City Vest, at vi ikke kan holde op med at bringe billeder fra de mange aktiviteter. Blandt andet har Klaus Dreyer fra Eventfotografi taget en masse billeder, som du kan se via dette link.
Mandag d. 18. marts kl. 18.00 kan du på Gellerup Bibliotek opleve Caspar Eric, som er en af de væsentligste stemmer inden for den moderne danske litteratur, både som digter og debattør. Med adskillige anmelderroste digtsamlinger bag sig, blev han i foråret 2023 tildelt Prins Henrik Prisen for sit væsentlige bidrag til dansk lyrik. Læs mere her.