Et vidne anmeldte i går kl. 13.58, at en mandlig bilist havde kørt vildt og påkørt både standere og andre personbiler på Circle K i Brabrand. Da en patrulje ankom, viste det sig, at to mænd på hhv. 50 og 28 år tilsyneladende havde været uenige, hvorefter den 50-årige havde sat sig ind i sin bil og kørt vildt rundt på stationen. De to kendte hinanden, og begge blev sigtet for vold. Den 50-årige blev desuden sigtet for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed.
Børn og Unge fremlagde onsdag et nyt spareforslag, der betyder en besparelse på budgettet for alle kommunens folkeskoler på 0,3 procent, svarende til godt 100.000 kroner pr. skole, skriver Jyllands-Posten. Forslaget vil samlet set give besparelser på 4,8 mio. kr. på Aarhus Kommunes budget. Forslaget er i høring frem til d. 16. september.
I aften fra kl. 17.30 er der igen fællesspisning på Lokalcenter Brabrand, og der er denne gang hotdogs på menuen. Der er ingen tilmelding, og priserne er som altid lave. 25 kr. pr. hotdog for voksne, 15 kr. for børn. Man kan fra kl. 16.30 deltage i fællessang på lokalcentret. Læs mere her
I den anden ende af bydelen samles de løbe-glade kl. 18.00 til Hasle Bakker Løbet, hvor du kan løbe både 5 og 10 kilometer. Det er syvende gang, løbet afvikles. Arrangør er Brabrand Parkrun og Hasle Bakker. Der er start og mål på parkeringspladsen ved Lenesvej. Læs mere.
En 25-årig mand fik i går kl. 16.37 flere sigtelser på samvittigheden, da en patrulje forsøgte at standse ham på Gudrunsvej, hvor han kørte på en stjålet motorcykel: Brugstyveri af motorcyklen, kørsel for rødt lys, kørsel i frakendelsestiden, spritkørsel, narkokørsel, manglende brug af styrthjelm, besiddelse af stoffer og for ikke at efterkomme politiets ordre om at stoppe.