Der er stor glæde i den socialøkonomiske virksomhed Vaskeriet på Louisevej, der i dag kan åbne igen efter næsten fire måneders nedlukning. Vaskeriet er en øvebane for en række udviklingshæmmede, som vasker tøj for borgere, virksomheder og institutioner. I 2020 fik Vaskeriet også for penge fra Underværker etableret en vild have i Søvangen.
Onsdag tog coronasmitten i Gellerup Sogn igen et lille hop nedad efter nogle dage på det samme niveau. 20 smittede i løbet af den seneste uge, blev noteret af Statens Serum Institut, og det resulterer i en incidens – antal smittede pr. 100.000 indbyggere – på 214. Det betyder, at Gellerup nu er nede som nummer 169 blandt sognene med relativt mest smitte. Andelen af testede, som var smittede var 1,7 procent.
Cirkus Tværs på Gudrunsvej inviterer til en dobbelt master-class i disciplinerne cyrwheel og teeterboard. Det foregår d. 5. juni kl 10-16 på Gellerupscenen og i cirkus Tværs og ledes af Volantes. Workshoppen er for alle over 15 år og det er gratis. Tilmelding på mail cirkustvaers@gmail.com med navn og telefonnummer. Der er 15 pladser på holdet.
Du kan nu hente maj-udgaven af Brabrand Boligforenings blad, Skræppebladet, på bladets hjemmeside. Denne gang kan du blandt andet læse om natur-projektet Vild med Gellerup og om det kommende nye sundhedshus på Gudrunsvej.
Livsværkstedernes sociale udendørs-café med gratis kaffe/te og lidt spiseligt har også i dag flere “stop” af halvanden times varighed i lokalområdet. I dag stoppes der op på Louisevej fra kl. 12, inden café-cyklen dukker op ved Yggdrasil på Dortesvej 35A kl. 14. Fastende muslimer m.fl. kan få udleveret gratis bagværk til spisning f.eks. efter solnedgang.
Via små videoer har du de seneste måneder kunnet følge, hvordan Natursamarbejdet på Louisevej har forberedt forårets kyllinger – og nu er de begyndt at komme ud af deres æg. I denne video kan du hilse på de små kræ, der forundret hopper ud i deres nye verden.
Føtex i City Vest tilbyder nu også frisksmurte sandwiches til frokosten. Desuden kan du købe salater og andre friske produkter til din frokost.