I dag starter Grimfest. For 19. gang åbner Aage Stokholm på Grimhøjgaard for en festival med et righoldigt musikprogram af både nye og upcoming navne. Selve åbningen er kl. 17.00, men allerede fra kl. 15 åbner Venteværelset – lidt som når man venter ved lægen og bladrer i et syv uger gammelt nummer af ”Familie Journalen” og en pjece om ligtorne. Men ikke helt: “Vi gør op med det ordinære venteværelse! En time inden festivalpladsen åbner, byder vi på underholdning, sjov og spas! Der kan købes mad og drikke i vores lækre food court og naturligvis lidt kolde øl,” skriver Grimfest om Venteværelset.
Igen i dag er der cirkus i Gellerup. Du kan opleve to dejlige forestillinger med poesi, klovneri, kærlighed og knivkastning kl. 19.00 udendørs på Verdenspladsen ved Sports- og Kulturcampus – og kl. 20.00 indendørs hos Cirkus Tværs. Det er gratis, og alle er velkomne.
Fotograf Benny Kløppel har igen været på tur langs Årslev Engsø med sit kamera. Denne gang fik han et godt billede af livet og døden langs søen. En sulten havørn er fanget i flugten på vej hjem til ungerne med en friskfanget and.
I dag er den sidste dag med sommeraktiviteter i Gellerup. I Fælleshaven i byparken – ved gangbroen over til Toveshøj – er der kl. 12.30-15.30 gemmeleg, kongespil og skattejagt. Og på fodboldbanen Arena Vest går de lokale foreninger sammen om at arrangere Store Legedag. Det foregår kl. 14-18.