I aften kl. 18.30-20.30 kan du hos Genuina Garn & Håndværk, Hovedgaden 52A, opleve iværksætter Mette Kronborg fortælle om sin virksomhed Nordic Urt og de sunde hudplejeprodukter, hun sælger. Prisen er 100 kr. inkl. en spændende fortælling, en lille vareprøve, kaffe, the og snacks. Tilmelding via dette link. Du kan læse om Nordic Urt her.
I aften kl. 18-21 inviterer Gellerup Højskoles Forsamlingshus til foredrag med Joachim Offenberg, der ved Aarhus Universitet forsker i myrer. Før foredraget er der gratis fællesspisning med mad leveret af Bánh Mí Bandits. Tilmelding via dette link.
En helt særlig butik i City Vest, The Pizza Reformation Shop, er lukket efter knap et års eksistens i butikscentret. Kunstnerne Ida Wieth og Bo Jessen Fogh Laursen havde etableret sig i et af de tomme butikslokaler, et tidligere pizzeria i shoppingcentret og bød på spændende glaskunst og nytænkende installationer og friskbrygget kaffe. Butikken havde åbent ud til det tidligere fødevaretorv ved indgangen ud mod Tinesvej.
I formiddag kl. 10-12 er der musikalsk legestue i Brabrand Sognegård, Engdalsvej 1, Brabrand. Legestuen er for børn på ca. 1 – 4 år i følge med en voksen. Der vil først være en halv times musik, og derefter er der leg og madpakkespisning. Legestuen er hver anden torsdag (lige uger) kl. 10 – ca. 11.30. Det er gratis at deltage.
I eftermiddag kl. 14-17 kan du igen deltage i Torvedag på Verdenspladsen – den åbne plads midt mellem Samlingshuset og Bevægelseshuset i Sports- og Kulturcampus, Karen Blixens Boulevard 23-27. I dag kan du blandt andet opleve loppemarked med de bedste varer fra Røde Kors Huset på Edwin Rahrs Vej.
I eftermiddag kl. 16.30 kan du på Gellerup Bibliotek deltage i fyraftenssang. Martin Hornstrup fra Gellerup Kirke og det trofaste kor synger for.
I eftermiddag kl. 16.30-18.30 kan du og din forening deltage i Gellerup Kulturmidlers pitchmøde og møde andre, som arbejder med projekter i Gellerup. Det foregår på Gellerup Bibliotek. Deadline for at indsende ansøgningen til den store pulje i Gellerup Kulturmidler er mandag den 22. april. Læs mere her.
I aften kl. 19.30-21.30 er der sangaften i Sognegården. Der er fællessang fortrinsvis efter Højskolesangbogen. Alle er meget velkomne – ingen tilmelding. Kaffe/vand koster 20 kr.