I eftermiddag kl. 16.30-17.30 er der Alsang på Fredspladsen i Gellerup, hvor alle kan deltage i fællessang. Martin Hornstrup og Det Gyldne Orkester spiller for sammen med Simona Abdallah, den internationalt anerkendt perkussionist med rod i Gellerup. Orkestret består desuden af Camilla Dayyani: sang, Maher Mahmoud: oud og Thomas Sejthen: bas og naturligvis Martin Hornstrup på keyboards.
Aarhus Kommune er i gang med at slå græsset på udvalgte arealer omkring Brabrand Sø. Formålet er at give lys og luft til værdifulde blomster og urter som maj-gøgeurt, kødfarvet-gøgeurt, smalbladet kæruld og kærfladbælg, skriver kommunen på Facebook. “De er alle sammen sjældne arter, men hvis vi hjælper dem lidt på vej, har de gode chancer for at sprede sig og blive til værdifulde rigkær omkring Brabrand Sø. Arbejdet er støttet af EU-projektet #Urbanlifecircles.
I aften kl. 18.00-20.30 inviterer Fredens Hus til debatarrangement om religion og ytringsfrihed: Hvor går grænsen? Der indledes med fælles spisning. Arrangementet holdes hos Gellerup Højskole på Gudrunsvej 82. Alle er velkomne.
En 28-årig mandlig lastbilchauffør blev onsdag eftermiddag kl. 14.07 anholdt, sigtet for spirituskørsel i Logistikparken.
Anne-Marie Dohm, Brabrand, stopper på posten som direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio4 ved udgangen af september. Anne-Marie Dohm, der har været administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio4 siden kanalens begyndelse i 2019, stopper i stillingen, fordi hun ønsker at afprøve nye udfordringer, fremgår det af en pressemeddelelse. Det skriver Journalisten.dk.
Torsdag d. 7. september kan du blive testet for type-2 diabetes, når sundhedsbussen fra Diabetesforeningen gæster Gellerup. I tidsrummet kl. 10-13 kan du besøge bussen ved Bazar Vest, mens den kl. 14-17 holder ved Verdenspladsen, Karen Blixens Boulevard 23.